Engelsk

Focus on Shakespeare

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Leonore Messick og Poul Otto Mortensen

Serie: Focus on

Student's Book: 48 sider, 148,75 kroner

Teacher's Guide: 52 sider inklusive kopiark, 368,75 kroner

Cd-audio: spilletid cirka 60 minutter, 493,75 kroner

Alinea

Hermed endnu et materiale i serien 'Focus on'. Indtil nu er der udkommet mange spændende og brugelige materialer i denne serie, men lige da jeg fik dette i hånden og bladede det hurtigt igennem, tænkte jeg: Dette er skudt over målet for os i grundskolen.

Men straks ved nærmere gennemlæsning/lytning af materialet ændrede jeg fuldstændig mening og blev bare fanget deraf.

Tekstbogen indeholder mange små og større afsnit med biografi, udpluk af digte/sonetter og skuespillene 'Hamlet', 'Macbeth' og 'Romeo og Julie'. Endelig er der tre velegnede tekster til læse- og lyttetekster.

Desuden er der mellem teksterne korte eller længere musikindslag af den tids musik, så også den del er tilgodeset.

Teksterne er med forklaringer af 'Shakespearegloser' til nutidige gloser.

Der er masser af forslag til opgaver/aktiviteter angående de enkelte tekster, og bogen er meget varieret illustreret.

Teacher's Guide indeholder baggrundsstof, forlæg til prøvetekster, arbejdsforslag og gloser til teksterne i Student's Book samt ideer - som denne serie plejer - der også kan bruges til andre tekster.

Cd'en indeholder teksterne fra Student's Book samt prøveteksterne - alle indtalt i et engelsk, der er en fryd at lytte til.

Den søndag eftermiddag, jeg tilbragte sammen med dette materiale, var jeg i rart selskab, og selv om ikke alt vil fungere i alle ottende-, niende- og tiendeklasser, vil det være til glæde for mange af vore elever og gennem lærerens formidling for endnu flere.

Det er absolut værd at stifte bekendtskab med, så hermed en godbid til en del af vore elever og en igangsætter for andre.

Hanne Feld