Drama/teater

Venner

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Varighed: cirka 90 minutter

Aldersgruppe: 13/14-18 år

Instruktør: Pernille Nedergaard

Medvirkende: Rikke Olsen, Aviaja Troelsen, Helena Aviaja Knudsen

LoPEdeVega

Telefon 2619 4667

E-mail: info@lopedevega.dk

Kun tre røde tasker og en ghettoblaster vidner om, at der om få minutter skal spilles teater i det klasseværelse, jeg sidder i. Elever samler sig småsludrende på stolene omkring scenearealet - hvad mon vi har i vente, synes alle at tænke?

Tre skuespillere og instruktøren træder afslappet ind på scenen og afslører meget uformelt, at forestillingen, vi om lidt skal overvære, ikke kun kræver publikums engagement, men også deres deltagelse. Musik fylder rummet - forestillingen er i gang. Med ganske få virkemidler og et enkelt fysisk arrangement - som virker - oplever vi først tre veninders gensyn efter lang tid til en skolefest og hopper derefter 15 år tilbage i tid. Vi oplever således via en dramaturgi, der jævnligt skifter mellem fortid og nutid, historien om pigernes venskab, og hvorfor det gik i stykker. Alle tre skuespillerinder illustrerer karaktererne som henholdsvis modne og voksne kvinder samt som usikre unge piger meget præcist. Det anderledes - det unikke - ved denne forestilling i forhold til meget andet teater for unge er, at hver historie afbrydes umiddelbart efter sit klimaks, og at en af skuespillerne derefter retter henvendelse til publikum, beder om at få situationen, vi har set, skitseret, og om man kunne tænke sig et andet forløb - om man kunne tænke sig, at karaktererne havde handlet anderledes. Det kan man typisk, kan jeg afsløre. Alle situationer er problematiske, og eleverne kastede sig meget entusiastisk ud i overvejelser omkring situationen eller gik selv på scenegulvet som medvirkende.

Det var rørende at se, hvor involveret det unge publikum blev i forestillingens historier, som tematisk spænder lige fra identitetskriser til kulturforskelle og jalousi. Forestillingen 'Venner' er en både tematisk og formmæssigt spændende forestilling. Dens styrke ligger i, at den via genkendelige situationer formår at rive sit unge publikum med sig og derved føre dem frem til erkendelser om deres egen identitet, umiddelbare omverden og dagligdag. Med til forestillingen hører let tilgængeligt og professionelt udført undervisningsmateriale, hvorved diskussionerne, som forestillingen lægger op til, kan blive endnu dybere. Hermed mine varmeste anbefalinger både som teater og som undervisningsmateriale

Maj-Britt Mathiesen