Hvem kom først: hønen eller ægget? Hvad kom først: pædagogikken eller skolen? Engang talte man meningsfuldt om målbar intelligens og begavelse. Nogle var intelligensmæssigt stærke, andre svage. Og det indrettede man så den bedste skole, vi nogen sinde har haft, efter. Uden ringeste hensyn til pædagogisk indsigt og erfaring besluttede man så at opdyrke en ideologisk forestilling om lighedens ensgjorte menneske. Det var alene voksenverdenens ubændige skræk for at brænde inde med nye ideer, der overvandt kvaliteten. Og så måtte pædagogikken rettes ind herefter. Intelligensbegrebet blev vraget. Og i stedet for rykkede forestillingen om den sociale arv, der oven i købet intet har med arv at gøre, ind på ruinerne af den langtidsholdbare og uddannelsesvenlige realskole. For de reformivrige skulle have deres reformtrang tilfredsstillet. Og ud af det hele voksede udelthe dens vanskabning, der har ført os ud på skamfuldhedens uddannelsesmæssige nedtur, hvilket man efterfølgende har brugt megen snedighed til at fremstille som et kæmpe fremskridt. Og så må pædagogikken indrettes efter skændselen. Man fører nu kompetencer på banen som erstatning for de kvalte kvalifikationer. Man bandlyser seriøsiteten bag intelligens og begavelse, der jo fremhæver de forskelligheder, som ønskes kvast i sumpen af middelmådighed. Intelligens er endt som tusinde små ubrugelige intelligenser, og mange forældre fik en skamfuld position overladt som deres børns negative sociale arv. Fordelen ved det hele er behovet for endeløse, virkningsløse og kluntede strategier, hvor den i Folkeskolen nummer 12 lancerede kommunikationsstrategi vel er den seneste om ikke den sidste. Men det giver arbejde og tilfredsstillelse til mange bag skrivebordene.

Vagn Madsen

Brønderslev