Debat

Filosofien bag overgrebet i 2013

En kommentar til Karsten Bräuners betragtninger

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nogle vil givetvis blive stødt over Karsten Bräuners historiske paralleller og mene, at han overdramatiserer. Det gør han ikke. Han spidsvinkler og skærer helt ind til benet i den måde, finansministeriet ræsonnerede på i 2013. 

Bjarne Corydon, dav. departementschef David Hellemann og dav. direktør for Moderniseringsstyrelsen Niels Gotfredsen var ikke meget for at lægge deres filosofi åbent frem. De vidste udmærket, at de var i færd med at lægge en bombe under Den Danske Model, etableret ved Hovedaftalen i 1899, hvorved man rent faktisk afværgede noget, der var ved at udvikle sig til en borgerkrig. 

Deres ræsonnement lød cirka sådan her, når det ved sjældne lejligheder smuttede ud mellem sidebenene i det offentlige rum: 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Den Danske Model - med aftaleretten og de deraf følgende indgreb i den nærmest feudale, 'fulde ledelsesret' - kom til verden i et samfund, hvor den  offentlige sektor kun fyldte en lille brøkdel af, hvad den gør i dag, og dens ansatte var tjenestemænd, højt hævet over arbejdsmarkedets tummel. Modellen var designet til brug på det private arbejdsmarked, hvor parterne var og er principielt ligestillede i styrkeprøven  omkring forhandlingsbordet. Den ene part vil købe, den anden sælge (arbejdskraft); her styrer markedskræfterne (udbud og efterspørgsel),  og de holder ikke med nogen af parterne, hvorved systemets sundhed er sikret. 

Men det fungerer ikke på det offentlige arbejdsmarked, lyder påstanden, for her er parterne ikke ligestillede. Køberne er nemlig på valg, og sælgerne er med til at vælge dem. De offentligt ansatte er i deres egenskab af vælgere med til at bestemme, hvem der skal være deres arbejdsgivere, og de har dermed en klemme på arbejdsgiverne, især når den offentlige sektor er så stor som her til lands. 

Logikken er klar og problemet til at få øje på; det er ubestrideligt. Når de offentligt ansatte bliver tilstrækkeligt mange, vil de være i stand til at sikre de politikere, der tjener deres særinteresser, magten i samfundet. Er de offentligt ansatte tilstrækkeligt egoistiske, vil de kunne rage en uforholdsmæssig del af kagen til sig på bekostning af den private sektor og dermed sende hele samfundsøkonomien  i minus. 

Skal det umuliggøres, må de offentligt ansattes forhandlingsret nødvendigvis begrænses. Ingen regering vil have mod til at foretage de nødvendige økonomiske justeringer med udsigten til en styrkeprøve med de enormt magtfulde offentligt ansattes fagforeninger. Alternativet er - i yderste  konsekvens - at offentligt ansatte ikke skal have stemmeret, hvilket trods alt ingen har følt sig fristet til at foreslå. 

Det bliver således legitimt at tage førergreb på de offentligt ansatte og regulere deres arbejds- og lønvilkår ved lov. Deres fagforeninger reduceres til magtesløse interesseorganisationer, hvis eneste chance for indflydelse ligger i at opretholde et nært og venskabeligt forhold til de til enhver tid siddende regeringer. Det kaldes korporatisme, og korporatismen havde sin storhedstid i de fascistiske regimer, der foldede sig ud fra slutningen af 1920'er og blev hængende helt op til Østblokkens fald i begyndelsen af 1990'erne. Hvad Corydon & consorter havde  og har gang i, kaldes ofte neokorporatisme. Her har man afmonteret aftaleretten i det offentlige, men dels opretholdt den i det private og dels fastholdt en demokratisk styreform. 

Til grund for tankegangen ligger naturligvis forestillingen om, at de offentligt ansatte er komplet besatte af tanken om at rage til sig, uanset konsekvenserne. At de er parate til at tilsidesætte ethvert samfundsmæssigt hensyn til fordel for deres kortsigtede særinteresser, helt ude af stand til at styre deres grådighed. At de med andre ord tænker ligesom de finanskapitalister, Corydon i øvrigt ikke synes at have nogen kvababbelser over at mænge sig med. Men det er en anden  historie. 

Bräuners indlæg: 

https://www.folkeskolen.dk/1688542/ubrugelig-rapport-fra-laererkommissionen-1

Powered by Labrador CMS