Blog
4   150

Ubrugelig rapport fra Lærerkommissionen (1)

Abonner på nyt om Karsten Bräuner i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

I dag starter forhandlingerne mellem KL og LC med henblik på at få en 2021-overenskomst på plads. Som udgangspunkt for forhandlingerne udgav Lærerkommissionen 16. december en rapport, som begge parter har ytret sig positivt om, men som i mine øje er aldeles ubrugelig. Rapporten er ubrugelig i sit udgangspunkt, hvilket jeg gør rede for nedenfor, og den er ubrugelig i sin analyse og sit sproglige udtryk, hvilket jeg gør rede for i et efterfølgende indlæg.

Kommissionen definerer selv sin tilgang til arbejdet: »Parterne har meget forskellige oplevelser af, hvorvidt tidligere arbejdstidsregler har været hensigtsmæssige, hvorfor kommissionen ikke finder grundlag for at lade sig inspirere af tidligere arbejdstidsregler i bestræbelserne på at finde en fælles vej for parterne.« Dermed afstår den ikke kun fra at trække på erfaringer med organisering af arbejdet i folkeskolen indhøstet siden 1920. Den freder også SRSF-regeringens og KL’s indgreb og sender et signal til lærerne om, at de ikke skal forvente at vende tilbage til noget, der blot tilnærmelsesvist ligner regimet fra før 2013. Og det uanset de fatale konsekvenser, reformen og Lov nr. 409 har haft for folkeskolen og fortsat vil få.

Alle uden aktier i reformen er i dag enige om, at den er en fiasko. Men det er uden betydning. Socialdemokratiet anerkender ikke, at partiet har skabt en fiasko. Kun den politiske realitet har betydning, ikke den faglige. Det må folkeskolen leve med mange år fremover, fordi kommissionen ikke havde mod eller vilje til at gå virkeligt i dybden med sin analyse, hvilket ellers var en selvfølgelig og legitim forventning til den. Hvad skal man ellers med en kommission?

Artiklen fortsætter under banneret

Først og fremmest burde kommissionen have klarlagt, hvad der skete i 2013. Hvis den reelt så det som sin opgave at bringe parterne sammen og genskabe tilliden mellem dem, burde den have afdækket, hvad der reelt skiller dem. Ud med myter, spin, fortielser og løgn, ind med sandhed og fakta. Men kommissionen henviser blot til »den fastlåste situation mellem parterne, som hverken i 2013, 2015 eller 2018 har kunnet blive enige om en ny arbejdstidsaftale for lærerne«.

Det er ikke korrekt. Den virkelige årsag til sammenbruddet i 2013 var ikke uenighed, men at der i realiteten ikke fandt forhandlinger sted. KL krævede ændringer, men formulerede ikke ét eneste krav om, hvordan det skulle ske. Der var således ikke noget på forhandlingsbordet, hvilket gør spørgsmålet om enighed eller uenighed irrelevant.

Efter at have obstrueret forhandlingerne fra dag ét kom KL umiddelbart før forhandlingernes deadline med et ultimatum til lærerne om at give afkald på enhver indflydelse. LC forsøgte at bløde ultimatummet op, men forgæves. KL gav sig ikke, men iværksatte planmæssigt den lockout, foreningen havde aftalt med regeringen. Efter fire ugers konflikt fremsatte regeringen lige så planmæssigt det lovforslag, den havde aftalt med KL.

Professor – nu emeritus – ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen talte om en »voldtægt« af lærerne. Det styrker ikke offerets tillid til gerningsmanden, at denne slipper af sted med at benægte, at voldtægten har fundet sted, og at påstå, at det hele »kørte efter bogen«.

Der har været tilløb til at få sandheden frem. Politiken offentliggjorde 6. april 2013 et dokument fra Finansministeriet om en »moderniseringskontrakt« mellem ministeriet og Moderniseringsstyrelsen. Ifølge kontrakten skulle årets overenskomstforhandlinger tjene som redskab til at fremme Moderniseringsstyrelsens ønske om at gøre løn og arbejdstid til en »væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken«. Det viste ifølge Flemming Ibsen »sort på hvidt, at man bruger en overenskomstforhandling som en løftestang til at nedbringe udgifterne. Og det er det mest centrale middel! Det har jeg ikke set formuleret før.«

Ifølge Den Store Danske encyklopædi er et statsligt styret »ordenssystem på arbejdsmarkedet« – selve kernen i SRSF-regeringens indgreb – et kendetegn på den korporative stat, bedst kendt fra Mussolinis fascistiske Italien. Dengang, som i Helle Thorning Schmidts Danmark, gik det mere ud på at fremme statens ønske om »at kontrollere (…) arbejdere end ønsket om at varetage de forskellige erhvervsgruppers interesser«. Og ligesom den korporative stat »i praksis favoriserede arbejdsgiverne«, gjorde Lov nr. 409 det samme.

Idéhistorisk set var lærerne udsat for et indgreb, som var fascistisk i sit væsen, og som i kraft sin kategoriske form reelt var en ekspropriation af et immaterielt aktiv. Grundlovens § 73, stk. 1 siger om ekspropriation: »Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.«

Den tilhørende kommentar understøtter sidestillingen af ejendom og immaterielt aktiv: »Ordet ejendom skal forstås i meget bred forstand. Grundloven beskytter de rettigheder, som er grundlaget for folks økonomiske eksistens.« (Min kursivering). At pålægge lærerne at øge antallet af undervisningslektioner betragteligt svarer reelt til, at regeringen eksproprierer den ekstra løn, som de skulle have oppebåret, hvis de under de gældende arbejdstidsregler skulle have erlagt dette merarbejde. Et merarbejde, der afhængig af udregningsmetode udgør 2,5-4,3 mia. kr. om året. Dermed greb Lov nr. 409 ikke kun ind i »grundlaget for« lærernes »økonomiske eksistens«, den blokerede tillige for deres grundlovssikrede ret til at indbringe »spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse (…) for domstolene« (Stk. 3).

Det er forudsætningen for en ekspropriation, at den tjener »almenvellet«. Det ville SRSF-regeringen ikke kunne påberåbe sig ville gælde for et lovindgreb rettet mod lærernes arbejdstidsregler. Forholdt det sig anderledes, ville et politisk flertal på Christiansborg til enhver tid have carte blanche til at lovgive mod en hvilken som helst gruppe borgere med henblik på at forringe dennes rettigheder og økonomiske situation. Regeringen kamuflerede sin de facto-ekspropriation ved at iscenesætte et overenskomstforlis sammen med KL, i hvis kølvand den kunne spille rollen som mægler. Lov nr. 409’s ensidige og totale favorisering af KL viser med uafviselig tydelighed, at det forholder sig sådan.

Den fascistiske inspiration manifesterede sig også på anden vis. Under lockouten indrykkede KL helsidesannoncer i førende dagblade vendt mod lærerne. Annoncerne var holdt i et nedladende sprog og indeholdt faktuelt ukorrekte oplysninger, der fremstillede lærerne og deres sag i et dårligt lys.

KL’s kommunikationschef, Line Aarsland, oplyste, at KL gennem to år havde arbejdet med »strategisk, politisk kommunikation« for at sikre, at »danskerne ved, at lærerne har nogle særrettigheder, som ingen andre faggrupper har,« og at »sikre opbakning til at ændre arbejdstidsreglerne« for »at gøre op med nogle fagforeningsrettigheder«. Strategien var »baseret på et omfattende og offensivt pressearbejde samt inddragelse af interessenter rundt om skolen og journalister og meningsdannere«.

Line Aarsland forsvarede kampagnen med, at »formelt set er KL en privat arbejdsgiver- og interesseorganisation, som ikke er skattefinansieret«. Formelt, ja, men ikke desto mindre kommer KL’s midler reelt fra kommunernes medlemskontingent, ligesom KL reelt udstikker retningslinjerne for det politiske arbejde i kommunalbestyrelserne. KL var derfor reelt en myndighed. På grund af KL’s formelle status var var det ikke muligt at klage til Folketingets Ombudsmand over foreningens handlemåde. I forhold til forvaltningsloven kunne KL opføre sig, som den ville. Det kunne regeringen og kommunerne ikke. Derfor lod de KL indtage rollen som den udfarende kraft. Et år senere kunne dette attentat per stedfortræder ikke have fundet sted, idet KL blev underlagt ombudsmanden 1. januar 2014.

Under konflikten så vi en ansvarsfri myndighed, KL, føre en to år lang smædekampagne mod en stigmatiseret gruppe medarbejdere, der vel at mærke også var borgere, med henblik på at sikre sig flertallets opbakning til at eliminere samme medarbejdergruppes demokratisk erhvervede rettigheder ved lov. Sidste gang, man i Vesteuropa så et lands myndigheder stigmatisere en bestemt befolkningsgruppe tilsvarende systematisk for at underminere dens omdømme i befolkningen og eliminere dens rettigheder, var Tyskland i 1930rne.

Folkeskolereformen og Lov nr. 409 repræsenterer det største demokratiske svigt i Danmark siden interneringen af kommunisterne under Anden Verdenskrig. Politisk strategi og spin slog over i direkte manipulation og løgnagtighed, som vi kender til andre steder fra – både aktuelt og historisk.

Ingen medier eller politikere fra partierne bag folkeskolereformen har for alvor stillet spørgsmålstegn ved det demokratisk rimelige, moralsk legitime endsige juridisk holdbare i SRSF-regeringens og KL’s handlemåde. Lærerkommissionen valgte også behændigt at gå uden om emnet. Men der findes ingen vej til forsoning, ingen genetablering af tillid, før politikerne står ved, hvad de gjorde, påtager sig skylden for det og betaler de 1,3 mia. kr. tilbage, som lærerne mistede i tabt lønindtægt – lockouten skulle se virkelig ud, selvom dens udfald allerede var bestemt, da den blev sat i værk – i den match-fixede lockout. Derfor kan lærerne ikke bruge kommissionens rapport til noget.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ