Bevar os vel

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis Bornedal, Kragh-Jacobsen og Bier sku' få ideen: Hvad hvis nu vi gi'r den næste spillefilm til et erhverv, som lisså stille presses mod fordærv, for det er nemlig in og tidens takter og ses blandt andet i 'Den grønne slagter', så lad os følge læreren på job.

Se, efter dagens første kaffekop ta'r han nu sine fløjsbukser på.

Han har kun dem. De andre er for små.

Og er det sommer, har han shorts, sandaler og bare tæer og T-shirt på. Han haler sin cykel frem. Til skolen nu det går.

Han har ej hast, så pyt med om han når det hele. Efter fire timer har han fri igen, og fat i tasken ta'r den trætte lærer nu på ny. Den vejer jo næsten ingenting, tja, som den plejer.

Nej, det er ren fiktion. Dokumentar

og dogme med et håndholdt kamera

er bedre. Læreren ses klokken otte

og stresser allerede. Kan han nå det?

Kopiere, læse opslagstavle, klokken

den kimer, og man indta'r børneflokken,

et frikvarter med møder og af sted

til flere timer. Dagen ender med

endnu et møde eller to. Man har

nu nået klokken seksten og er klar

til forberedelse af morgendagen,

og sent om aftenen der smækkes bagen

i hjemmets sofa. Og der er et læs

af stile, som skal rettes. Hvem sa' stress?

Og hovedrollen - hvem skal have dén?

Jeg foretrækker klart Mads Mikkelsen.

Måske sku' overvejes ham Niels Sauer,

for filmens tempo bli'r som hos Jack Bauer.

Det kræver flere vinkler for at fatte

en lærers job, og jamen, kan han ta' det

og når han det? Det hele kræver stunt,

for læreren han er konstant i front.

Og Bodil-priser får vi så i stimer

for 'Lærerjobbets 24 timer'!

Fru Fischer