Debat

Hallo hallo - lyrikken kalder

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så dejligt at se, at Inge Andersen og 9.a på Strandskolen i Århus bryder den lyrikblokering, der hersker i den danske folkeskole (Folkeskolen nummer 5). Elevernes arbejde med det kreative udtryk var en succes. De var enige om, at Steffen Brandts tekster er rigtig gode. Hvis de selv var 30 år ældre, ville de også lytte til musikken.

Artiklen giver anledning til at slå et lille slag for den lyrik, der mange steder er forsvundet helt ud af den daglige undervisning. Folkeskoleloven taler jo stadig, trods forvirring og talrige angreb, smukt om 'den enkelte elevs alsidige og personlige udvikling'. I dansk er målet heldigvis fortsat 'personlig og kulturel identitet'. Det er faget, hvor eleverne med sproget som spejl finder forløsning for 'fantasi, følelser, tanker, erfaringer og viden'.

Derfor har lyrikken en afgørende berettigelse! At arbejde med den er at arbejde med komprimerede eksistensudtryk - meddelelser fra menneske til menneske, hvilket understreges af, at Steffen Brandt føler det nødvendigt at møde op til time. Undervisning i digte og musiktekster bliver, når forståelse kommer i stand, et virksomt og væsentligt erkendelsesredskab. Med de tusind krav, der stilles til folkeskolen, er hverdagen ofte et flimrende tomrum. Man skal nå så meget, at man intet når. I denne intethed er der brug for mening og sammenhæng - en mening og sammenhæng, der let lader sig formidle med udgangspunkt i den lyrik, der både er kulturarv og kulturskabende. Et digt om dagen vil ganske givet holde alle sjælens sygdomme i skak.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Torben Persson

Frøstrup

Forkortet af redaktionen