Ingen kommer i dag uden om det beklagelige faktum, at de mest velmenede forsøg på at råde bod på folkeskolelovens fatale uddannelsesmæssige konsekvenser hidtil kun har ført til det værre. Jo mere der lappes, desto mere tårner urimelighederne sig op. Og det skyldes mere end noget udelthedens grasserende hærgen i uddannelseslandskabet. Ikke desto mindre bøjer næsten alle sig i støvet for denne enerådende ideologiske parasit, som erfaringerne har vist udgør det ringest tænkelige grundlag at holde skole på. Men nu har nogen altså fundet på at lancere et nyt monstrøst begreb: rummelighed, med det formål at komme en af udelthedens mest sikre følgesvende til livs, nemlig den eksploderende specialundervisning. De bindende fagmål, der skulle råde bod på årtiers faglige udhungring, lader sig, i det omfang de er seriøse, ikke nå i en udelt rodsammen. Alle ved det, og nu græder man så klædeligt over de svage, der tabes. Og samtidig ækles man ved den nødvendige specialundervisning, der henregnes til ondskabens forgård med dens 'umenneskelige' omkostninger, blot for at bane vejen for en nylanceret rummelighed, der gerne skulle redde uligheden en tid endnu. Endnu en omgang blændværk, hvor svage tabes, og stærke forsømmes. Men det skal man vist kende skolestuerne indefra for at vide. Seminarierne sættes til at producere lærere til en specialpædagogik så speciel, at den forventes at kunne inkorporeres i udelthedens kaosrum, hvorved den virkningsfulde og dyre specialundervisning kan skrottes. Rummeligheden er skoleuniversets kosmiske sorte hul, der suger alt ind i udelthedens stillestående intethed.

Vagn Madsen

Brønderslev