Krig og kugler på Korup Skole

Der var dømt lovlig sneboldkamp i hallen, da 7.-klasserne kæmpede om fanen. Battle hedder spillet, hvor eleverne kaster med papirkugler, og hvor hjernen skal med, hvis fjenden skal besejres

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En blanding af vældig aktivitet og manglende udluftning gennem årene går lige i næseborene. En efter en kommer de ind i hallen. Shorts og gummisko, tykke fodboldsokker, et par 'Beckham'er' og en FCK'er med 'Cobain' på ryggen. Nogle begynder at køre redskaberne frem, nogle stiller papkasser op, mens andre er mere optaget af deres fremtoning over for det modsatte køn. Idrætstimen er lige begyndt, og 7.-klasserne på Korup Skole udenfor Odense skal i krig. Det er tid til battle.

'Det var en anden lærer, der kom og fortalte om spillet', fortæller Jørgen Hansen. Han er idrætslærer i 7. klasse.

'Vi kan sgu da ikke lave krig i skolen', var hans første kommentar, men efter at han så spillet, var han overbevist. 'Vi lavede det inden en sommerfest. Vi slukkede lyset i hallen, og så var der blinkende diskolys og høj musik', fortæller Dorte Gork-Jensen, der er 7.-klassernes anden idrætslærer. Her var både lærere, pædagoger og rengøringspersonalet med. Battle er en lovlig sneboldkamp, som Jørgen Hansen udtrykker det. To hold kæmper om at erobre hinandens fane. De kaster papirkugler efter hinanden, mens de selv prøver at undgå at blive ramt. Bliver eleverne ramt, smider de deres bånd og har kun et liv tilbage. Det er principperne i grove træk, og mere præcis er det svært at blive. For battle er et spil, en leg, hvor eleverne selv sætter reglerne og udvikler dem løbende.

'Du er ramt'

Hele hallen er bygget op af redskaber med papkasser ovenpå. Stående madrasser og masser af papirkugler. Dagens kamp er lige op over. Det samme er hovederne bag forhindringerne. Jørgen Hansen har delt i to hold, der nu skal erobre hinandens fane i form af en slidt overtrækstrøje. Han sætter spillet i gang, og et virvar af kugler flyver over midten af banen i begge retninger. Forsigtigt bevæger de første sig frem, og lige så langsomt kommer de to holds kombattanter tættere på hinanden. De første bånd ryger af, og råbene tager til.

'Du er ramt'. 'Nej'. Eleverne er selv dommere i spillet, og det skaber nogle konflikter.

'Jeg tror, at spillet ville fungere endnu bedre, hvis vi ikke var der', siger Dorte Gork-Jensen. Så ville eleverne løse konflikterne selv i stedet for at komme til en lærer med det samme.

Det er ikke konflikterne, der præger billedet, for de fleste elever kan godt se, at overholder du ikke reglerne, så fungerer spillet ikke. Men der er en anden ting, der skiller sig ud ved battle.

'Det er en anden situation, end de er vant til. Der er få regler, eleverne skal følge, alt andet er tilladt', siger Jørgen Hansen. Det er samtidig med til at åbne for kreativiteten. For når de få regler er aftalt, så må man alt andet. En elev bandt på et tidspunkt 'fanen' fast i nettet i målet. Da det blev opdaget, stoppede de spillet og diskuterede, om det var lovligt. Det blev besluttet, at det var det ikke.

Og sådan har spillet udviklet sig. I første omgang var det spørgsmålet, om eleverne dør, hvis de griber kuglen? Det gør eleverne ikke, blev de enige om.

En dreng lavede et skjold, som han tog med. Det er med til at udvikle spillet - hele tiden ud fra at få en bedre position i spillet. I dagens spil er der flere, der har et skjold, nogle i form af afrevne stykker fra papkassen. Der er kun en regel for, hvor stort skjoldet må være.

'Det er lidt cowboy-indianer-agtigt. Man kan ikke undgå at være i bevægelse', siger Dorte Gork-Jensen, og det er en af spillets mange styrker. Du skal hele tiden være opmærksom på modstanderens færden og kuglernes baner. Der er taktiske elementer - der stadig kan arbejdes meget med, fortæller begge lærere - og så er der træning af kast og dertil hørende præcision.

'Hellere ramme i hovedet end i benene', som Jørgen Hansen udtrykker elevernes ambitionsniveau.

Drengene mangler hjernen

En dreng kommer løbende med den neongule fane og kuglerne flyvende om ørerne. Ingen rammer, og han når hjem i sit eget felt. Sejren er hjemme. Den smadrede slagmark stilles op igen, og i de næste par runder ændres reglerne en ekstra tand hver gang. I anden runde må eleverne ud over at bevæge sig i hallen bruge siderne med blandt andet tilskuerrækkerne. Senere må redskaberne med hjul under flyttes. Som nogle af de første sidder Rune og Louise på 'de dødes bænk' i tredje runde. 'De andre var hurtigere og smartere', siger Rune som forklaring på, hvorfor hans hold tabte sidste runde. 'Det er dårligt at angribe hele tiden. Det er bedre at stå og vente, for så er det lettere at ramme'.

Louise er en af de flittigst besøgende på bænken.

'Det er, fordi jeg løber frem og angriber', siger hun og understreger straks, at hun også rammer nogen, inden hun dør. Umiddelbart kan det fysiske element se ud til at være dominerende, men et hurtigt blik på slagets gang giver det samme billede hver gang. Drengene angriber mere, men som spillet skrider frem, er det ofte pigerne, der har et bånd på. Og på 'de dødes bænk' kan man høre både dybe råb og lyse fnis. Og som Jørgen Hansen konstaterer: 'Drengene har det fysiske, men mangler måske hjernen en gang imellem'.

mhedegaard@dlf.org

Battle

Battle er opfundet af Peter Sebastian, da han var idrætsstuderende ved Syddansk Universitet. Der skal bruges papirkugler, papkasser, og hvad fantasien ellers kommer op med.

Reglerne er meget enkle, for de kan varieres og udvikles efter ideer og behov.

7. klasse på Korup Skole har følgende regler som udgangspunkt: To hold, der hver kæmper om at stjæle hinandens fane.

Man har to liv. Når du rammes første gang, mister du et bånd. Anden gang ryger du ud på bænken. Griber du kuglen, er du ikke ramt.

Du skal rammes direkte af kuglen, rammer den først en kasse eller andet og så dig, tæller det ikke.

Forhindringerne eller dækningerne skal blive stående.

Du må have et skjold.

Reglerne kan varieres med banens størrelse, antallet af kugler, 'bevægelige' dækninger og meget mere. Du kan kontakte Peter Sebatian og høre mere om battle på telefon 6614 5720 eller mail peter@nih.dk