KOMMENTAR

Under overskriften 'Stramme grebet' (Folkeskolen nummer 10, beklager Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Louise Frevert sig over, at man i Århus på forsøgsbasis arbejder med interkulturel pædagogik i folkeskolen. Louise Freverts skrækvision er, at dette medfører en forringelse af folkeskolen, med den konsekvens at vi uddanner en generation uden et forhold til kultur, historie, religion og så videre. Man får dog det indtryk, at Louise Freverts indlæg snarere er en reaktion på selve ordet interkulturel pædagogik, end det bygger på en reel viden om begrebet. Louise Freverts holdning er, at indførelsen af interkulturel pædagogik er ensbetydende med, at undervisningen udelukkende tilrettelægges efter eleverne med etnisk minoritetsbaggrund, samt at det går ud over den tid, hvor kundskaber og faglighed skal styrkes. Lad mig starte med at afkræfte denne sidste myte. Interkulturel pædagogik er ikke et fag, der står for sig selv og tager tid og vægt fra de andre fag. Det er en pædagogisk tilgang, som på tværs af faginddelingen tager hensyn til elevgrundlaget i folkeskolen og inddrager det multikulturelle som en resurse. Dermed er styrkelsen af kundskaber og fagligheden stadig i højsædet, og hvad vigtigere er: den pædagogiske tilgang er justeret på en sådan måde, at den yderligere kvalificerer fagligheden og kundskabstilegnelsen. Interkulturel pædagogik er ikke forskelsbehandling til fordel for elever med etnisk minoritetsbaggrund. Hvor gerne Louise Frevert og hendes partifæller end vil det, så kan man ikke længere benægte, at Danmark er (i det mindste er ved at blive) et multikulturelt samfund. Folkeskolens fornemste opgave er at bibringe eleverne de kundskaber og kompetencer, der er nødvendige for at kunne indgå og agere i det multikulturelle samfund. Det danske samfund oplever i øjeblikket en globaliseringsproces og et kulturelt opbrud. Eleverne i den danske folkeskole møder i deres hverdag en bred vifte af kulturelle indtryk. Den samfundsmæssige virkelighed - og dermed folkeskolens virkelighed - er multikulturel, og man risikerer derfor at gøre eleverne en alvorlig bjørnetjeneste, hvis ikke folkeskolen indarbejder og reflekterer denne diversitet i sin undervisning.

Under titlen 'Interkulturel kompetence i læreruddannelsen' (ICTT-projektet) har U-landsorganisationen Ibis i samarbejde med fem danske lærerseminarier og Statens Pædagogiske Forsøgscenter siden 1997 arbejdet med at ruste fremtidens lærere til folkeskolens multikulturelle virkelighed. En vigtig del af de studerendes læringsforløb har været et praktikophold, hvor interkulturelle temaer var centrale for den planlagte undervisning. Uanset om undervisningen omhandlede menneskerettigheder i Sydafrika eller børneliv i Vollsmose, så var eleverne hele tiden i stand til at sætte de ting, de lærte, i forhold til deres viden om dansk kultur og historie og deres egen hverdag. Selv når eleverne arbejdede med emner og temaer, som ikke direkte er knyttet til danske forhold, medførte undervisningsforløbet alligevel vigtige læreprocesser om den danske samfundsmæssige ramme, elevernes liv finder sted i. En hovederfaring fra projektet er dermed, at man ved at undervise interkulturelt og bruge mangfoldigheden i for eksempel religion, kultur og historie sætter eleverne i stand til at forholde sig til såvel egen som andres baggrund, opleve og forstå ligheder og forskelle og agere i det multikulturelle samfund. Risikoen er ikke, som Louise Frevert forudser, at vi uddanner en 'identitetsløs' generation uden viden om det samfund, de lever i. Risikoen er en anden. Hvis vi holder stædigt fast i de læseplaner fra en anden tidsalder, ender vi med at uddanne en hel generation på en måde, hvor deres kompetencer kommer til at stå i et misforhold til det globaliserede og multikulturelle samfund. Louise Freverts bekymring over forsøgsvis at inddrage interkulturel pædagogik i folkeskolens undervisning er derfor ubegrundet. For hvis vi ikke stiller os åbne over for, at folkeskolen er en institution, som skal følge med de omvæltninger, der sker i samfundet, og at folkeskolen derfor må være gearet til forandring, så ender vi med at uddanne en generation, der mangler de nødvendige kompetencer til at agere i en foranderlig verden.

Kasper Koch

Stud.mag. i pædagogik og kulturstudier, Roskilde Universitetscenter, praktikant ved ICTT-projektet U-landsorganisationen Ibis