Folkeskolens leder:

Elever med holdninger

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I sidste uge viste københavnske skoleelever, at det ikke kun er i internationale undersøgelser og i danske læreres selvforståelse, at danske børn og unge er demokratisk bevidste og tager politisk stilling. Få timer efter at USA havde sendt de første missiler ind over Bagdad, blev Vigerslev Allé i Valby spærret af demonstrerende elever fra Kirsebærhavens Skole. Og fredag, da et smalt folketingsflertal besluttede at sende soldater i krig, markerede skoleeleverne deres holdning med en stor demonstration foran Christiansborg.

Men skoleelevernes markering af den holdning, som et flertal af befolkningen deler, vakte ikke begejstring alle vegne. Dansk Folkeparti og dagbladet B.T. personificeret af redaktør Erik Meier Carlsen og skoleordfører Louise Frevert var meget enige om, at det er forkasteligt, at elever har fået fri til at demonstrere mod krigen.

Frevert skrev i en pressemeddelelse, at 'det er uantageligt, at lærere og skoleledere misbruger eleverne til at fremme deres egne politiske synspunkter. Meningen med at give dem fri til at demonstrere er selvfølgelig at hjernevaske børnene i en bestemt politisk retning, og den går ikke. Undervisningsministeren må indskærpe skolerne, at den slags manipulation er uacceptabel', kort efter at hendes parti havde været med til at beslutte, at danske soldater skal i krig mod Irak. B.T. fulgte op med en forside, der meddelte, at 'Børn misbruges imod Bush', og en leder, der fortalte, at børnene er reduceret til marionetdukker for en frustreret gruppe voksne, der har fået fredsidealerne i den gale hals.

Om Louise Freverts pressemeddelelse har nogen større skolepolitisk relevans, kan diskuteres, men når samme holdning bliver udbasuneret på forsiden af en landsdækkende avis, bliver man nødt til at forholde sig til det, selvom B.T. selv inde i bladet beskriver, hvordan det er elever, ikke lærere, der har arrangeret demonstrationen.

Meier Carlsen og Louise Frevert har glemt at medtænke en af folkeskolens vigtige opgaver; nemlig at opdrage eleverne til at være demokratiske borgere. Det hører nemlig med til at leve i et frit demokrati, at man har lov til at ytre sin mening blandt andet via demonstrationer. Den ret bør ikke fratages folkeskoleelever. Sådanne historiske begivenheder kan tværtimod udnyttes konstruktivt.

Enhver samfundsfags- og historielærer bør opfordre eleverne til at tage stilling og til at ytre sig på baggrund af denne stillingtagen. Ikke for at indoktrinere hverken for eller imod krigen og Danmarks deltagelse i den, men for at udnytte, at eleverne er engagerede og har lyst til at diskutere krigen og baggrunden for den. Her har læreren virkelig mulighed for at skabe sammenhæng mellem undervisningen og virkeligheden. Et tema om for eksempel FN's rolle, om Mellemøsten og den Persiske Golf, USA som stormagt, der kan give eleverne større viden og et mere nuanceret syn på konflikten, kan ikke have bedre chancer end lige nu. Og det er jo en kendt sag, at jo større viden man har, desto mindre modtagelig bliver man for hjernevask.

Redaktionen