Krigen er ikke et computerspil

Børnene skal forstå, at krigen er langt væk, men også indse, at den er virkelig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Drop alle nyhedsudsendelser indtil klokken 21. Det råd til børnefamilierne gik skolepsykologen Per Kjeldsen i medierne med, da krigen brød ud.

Men hvad med de børn, der alligevel møder op i skolen næste morgen med billeder af krigens gru i baghovedet?

De små elever bør bringes til at forstå, at det, de ser på skærmen, ikke kan ske i Danmark, siger Per Kjeldsen. Med de store elever kan læreren diskutere værdier som respekt for menneskerettigheder og viljen til dialog. 'Uanset om det er de store eller små elever, så bør man starte med at lytte til dem', tilføjer han.

Eleverne i 0., 1., 2. og 3. klasse forstår tingene meget konkret, påpeger skolepsykologen.

'Indtil 9-10-års-alderen er børn så konkret tænkende, at når de ser, at der er nogle børn i de huse, der har risiko for at få nogle granater i hovedet i løbet af natten, så går de i seng og tror, at det også kan ske hos os. Og dén skal vi have fjernet'.

Det kan bedst ske, hvis læreren fører det over på noget, børnene fatter fra deres egen hverdag, og så foretager en helt konkret sammenligning, for eksempel mobning eller et skænderi, siger Per Kjeldsen. 'Læreren kan for eksempel sige: Kan I huske det brændende hus nede i byen sidste år, det er heldigvis noget, der sker meget sjældent hos os. Og så holde dem fast på det, altså at mere sker der ikke hos os. Der sker kun det, du ved i forvejen'.

'Så læreren på den måde får dem til at forstå, at det her behøver de ikke være bange for'.

Og det er så det, siger Per Kjeldsen. Det skal være kort. Men børnene, også de små, må godt forstå, at det ikke er et computerspil, de sidder og kikker på i nyhederne, mener han. At krig er barsk, også for soldaterne, der er rædselsslagne, når de skal i kamp.

Gå i dialog

Med hensyn til de store børn, mener Per Kjeldsen, at læreren kan gå direkte ind i en dialog om krigens grusomheder og årsager.

'Samtalen kan så sigte mod at øge elevernes forståelse for, at kun hvis vi respekterer dialog og menneskerettigheder, kan vi undgå det vanvid. Og så er det lige meget, om læreren har stemt på et af de partier, der har bestemt, at vi skal gå i krig eller ej'.

'Jeg vil tro, at læreren er så professionel, at han under alle omstændigheder vil støtte børnene i at udvikle en holdning, hvor dialogen og respekten for menneskerettigheder er det væsentligste element'.

Der er positive muligheder i den tragiske krig, mener Per Kjeldsen.

'Hvis en klasse er præget af uforsonlighed, så er det jo en fantastisk chance til at sige, at man ikke løser konflikter ved at møde aggression med aggression, hverken mellem elever i en klasse eller mellem nationer'. 'De store elever må godt få en klar markering fra læreren om, at krig altid er udtryk for, at man ikke magter dialogen og respekten for menneskerettigheder', siger Per Kjeldsen.

Elever på gaden i skoletiden

De unge her var blandt de flere end 1.000 københavnske skole- og gymnasieelever demonstrerede sidste fredag imod krigen i Irak.

'Lærere sender elever til demonstration: Børn misbruges imod Bush', stod der næste dag med store typer på dagbladet B.T.s forside. Dansk Folkepartis skoleordfører Louise Frevert krævede, at undervisningsministeren greb ind over for, hvad hun kaldte 'et levn fra gammel, langhåret 68'er-pædagogik'.

Formanden for Københavns Lærerforening Jan Trojaborg mener imidlertid, at det er Louise Frevert, der misbruger elevdemonstrationen til sit eget politiske formål: 'Det er en af de utrolige ting, der sker i det her land: Unge mennesker tager sig selv alvorligt!', sagde Jan Trojaborg til folkeskolen.dk. 'For lidt over et år siden havde vi omfattende elevstrejker i København, som spredte sig i løbet af 14 dage, og jeg tror, det er det, der er fortsat nu'. Jan Trojaborg har ikke hørt om lærere, der har opfordret eleverne til at gå i demonstration, og han tror heller ikke, eleverne har spurgt om lov, før de gik.

'Men lærerne er selvfølgelig forpligtet til at diskutere de her emner, diskutere FN, krigen, de grundlæggende demokratiske frihedsregler. Grundloven bliver enormt nærværende, og det er relevant at tale om, hvordan man ytrer sig på en respektfuld og demokratisk måde'.