Debat
0   22

“Hvis det var mig der bestemte..” (citat Pyrus)

I denne uge har jeg sendt min søn Marius i vuggestue. Dermed er startskuddet lydt til 5-6 år i institution efterfulgt af 10 år i den danske folkeskole og xx antal års ungdoms- og videregående uddannelse. Det har sat tankerne i gang om det samfund, de normer og de institutioner, der skal være med til at forme ham. Særligt naturligvis folkeskolen.

Mens Marius vokser op, så håber jeg på at se begyndelsen på enden af konkurrencestaten. På mindre individualisering og meget mere solidaritet, omsorg og fællesskab i centrum. Jeg håber på et opgør med præstationssamfundet og perfekthedskulturen der presser børn og unge så vanvittigt meget, at det er medvirkende til at mere end hver syvende dansker får en diagnose som f.eks. stress og angst før de fylder 18 år. Jeg ønsker, at det begynder at blive validt at tale om “systemet” som problemet - og ikke kun individet. At vi stopper brugen af alle de ord der individualiserer problemerne, så vi ikke længere taler om “robusthed”, “omstillingsparathed” og “mønsterbrydere”. Når vi kun taler om individer, som nogle der enten fejler eller lykkedes, så glemmer vi at se på samfundet og systemet. På det maskinværk som kræver konformitet til det altid indsnævrede normalitetsbegreb. Vi glemmer at se på bagvedliggende grunde som chanceulighed, og vi mister overblikket over problemernes forklaring og omfang og så bliver det for eksempel den enkeltes ansvar at redde sig selv og være “mønsterbryder”. Det er meget at bære på sine skuldre. I skolen, på uddannelser og ligeledes på arbejdspladsen er vi blevet alt for vant til at gøre individet mangelfuldt i stedet for at stille systemet til ansvar. 

 

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg håber, at der i fremtiden kommer mere fokus på kvalitet frem for kvantitet. At vi stopper ubrugelige kvantitative tests og målstyring, men også at vi stopper med flere frem for bedre undervisningstimer i folkeskolen. At vi dropper de alt for lange skoledage og i stedet prioriterer tolærerordninger i eksisterende timer. Når Marius skal i skole, så håber jeg at vi stopper med kun at værdisætte og skabe skole ud fra tests og målinger. Hvis vi insisterer på at måle alt der måles kan, så bliver det de målbare mål og vejen mod disse der får højest værdi. Så glemmer vi den demokratiske dannelse og den alsidige personlige udvikling. Vi lærer også samtidig eleverne at de kun skal have målet for øje - og aldrig processen på vej derhen. Og når politikerne primært kigger på den let målbare bundlinje, altså karaktergennemsnittet, som de desuden i al deres konkurrencestats visdom har valgt skal være offentlig tilgængeligt, så kigger skolelederne også på det samme. Jeg synes for eksempel hele præmissen for Løkkes præmiepulje er direkte fornærmende. Det er som om man politisk har tænkt at skolerne bare lige manglede lidt intern konkurrence og en økonomisk gulerod og så skulle vi da nok begynde at løfte de svageste. Som om det ikke hele tiden har været vores job og ønske at gøre dette. Samtidig instrumentaliserer man eleverne, så de bliver i bedste fald middel til og i værste fald ansvarlige for dele af skolernes hårdt prøvede økonomi året efter. 

 

Jeg håber også, at Marius får lærere, som elsker deres job. Lærere som har forberedelsestid nok til at lave den tidskrævende, varierende, differentierede og inkluderende undervisning, som motiverer eleverne. At Marius’ lærere bliver anerkendt som de eksperter de er på undervisningsområdet og at de bliver mødt af en tillidsfuld ledelse, der forstår at lærerne er dem med fingeren på pulsen i klassen. Jeg håber ledelsen giver lærerne indflydelse på stort og småt, der kan være afgørende for Marius, hans klasse og skolen. Både med hensyn til hvilke læremiddel og it-platforme der kan bruges i undervisningen, men også i forhold til arbejdet med pædagogiske tiltag for en klasse eller en enkelt elev. Jeg håber at Marius’ lærere ikke skal betale prisen, næste gang politikerne finder på en ny smart reform, de kan bruge til at udvise handlekraft. Jeg håber at effektiviseringer og besparelser ikke skal ramme Marius, så hans eller en andens støttetimer spares væk, hver gang der skal bruges en vikar. Jeg håber at der investeres i bedre klassekvotienter, så læreren med 15 minutters forberedelse ikke skal nå omkring 28 elever i løbet af en time, for slet ikke at tale om at rette 28 elevers engelske stile på den sparsomme tid. Hvis det var mig der bestemte, så skulle besparelser ændres til investeringer, så hver en krone ikke skal vendes på den enkelte skole. Så der kan investeres i et forbedret indemiljø, hvor der er ordentlige luftforhold, toiletforhold, arbejdsområder eller bare i det mindste så Marius og hans kammerater ikke skal starte underskriftsindsamlinger i et desperat forsøg på at få gardiner, så man kan se tavlen, der bruges til undervisning. Jeg håber der investeres i oplevelser og lejrture, som kan være afgørende både socialt i en klasse og dannende for den enkelte - også selvom resultatet måske ikke kan ses direkte på bundlinjen (klassens karaktergennemsnit). Jeg håber, at Marius og hans klassekammerater får alle de bedste muligheder, og at der ikke længere er elever, der i inklusionens fine navn bliver udsat for besparelser og proppet ind i klasser og rammer, der ikke på nogen måde gavner dem. Blandt andet fordi halvdelen af kommunerne tager de kostbare penge fra skolernes stramme budget, hvis de får den vilde idé at ville sende en elev med særlige behov hen på et sted, der giver ham den bedst mulige støtte. Jeg håber inklusionen kan komme til at handle om de pædagogiske hensyn, så det bliver barnets tarv, der er styrende for barnets skoleforløb - og ikke den tomme pengepung på skolerne. Når Marius skal i skole, så håber jeg samtidig, at det vil være fordi han rent faktisk er klar og ikke som et led i endnu en målrettet og kortsigtet spareøvelse med vidtrækkende og langsigtede konsekvenser.

 

Jeg håber, at Marius aldrig skal møde alle de negative stempler, som eleverne får i panden i skolesystemet lige nu. I dag går karakterskalaen ned til - 3. Som lærer er det altså meningen, at du skal sende et signal til din elev om, at det de har gjort er værre end ingenting. Simpelthen en minuspræstation. Det er så uanstændigt og skadeligt. Hele karakterskalaen er sat op som et system, hvor lærer og censor bliver fejlfinderen, der ikke ser på hvad eleven kan, men hvilke/hvor mange fejl eleven begår. Samtidig skal flere og flere elever også vurderes ikke-uddannelsesparate, hvilket i min optik er et helt forkert stempel. Hver tredje elev i 8. klasse får lige nu dommen ikke-uddannelsesparat. Børnerådet m.fl. har lavet undersøgelser, der viser at uddannelsesparathedsvurderingen stresser eleverne i høj grad. Det bliver til et udskillelsesløb mod ungdomsuddannelserne i stedet for at have fokus på, at alle er parate til noget. Til en eller anden uddannelse. I stedet for forsimplede stempler bør vi prioritere den gode og kyndige uddannelsesvejledning, der lige nu lider under mange nedskæringer. Jeg håber Marius ikke skal gå i skole underlagt et karakterræs og en nulfejlskultur, som stempler dem, der falder udenfor normen enten fagligt, socialt eller personligt. Trods stigningen i unge der rammes af stress, bliver der til stadighed gennemført flere tiltag, der stresser og straffer børn og unge - og samtidig risikerer at ødelægge elev-lærer forholdet. Unge kan i praksis dumpe deres folkeskole, nu hvor der er karakterkrav til ungdomsuddannelserne. Børn, der bor i bestemte boligområder med en større andel tosprogede, får nu en særlig prøve, som de kan dumpe med den konsekvens, at de skal gå året om. Ikke pga. pædagogiske overvejelser, men på grund af en bestemt type test. Samtidig skal landets skoler nu meddele kommunen om mere end 15 procents ulovligt fravær, med den mulige konsekvens at forældrene kan blive trukket i børnechecken. Disse tiltag er ikke befordrende for den tillidsfulde relation mellem elev og lærer, samt mellem forældre og lærer. De gør læreren til en administrator som tester, tjekker og retter og de er benspænd, der i bedste fald er skabt som et sørgelig resultat af politikernes mangelfulde pædagogiske viden, og i værste fald handler det om kynisk politisk signalværdi mod bedrevidende. 

 

Jeg håber, at politikerne tør tage en beslutning og stå ved den. At når de bliver klogere, så bliver de det på alles vegne - og ikke kun på “normalgruppens”. Når en omfattende evaluering af de nationale tests afgør at de er alt for usikre og bør sættes i bero, så bør politikerne gøre dette. Og ikke kun for de stærkeste 80 procent. Hvorfor fastholde at de skoler, der har elever der ligger svagest i matematik og dansk, stadig skal benytte tests, som vi ved er for usikre. Enten har man tillid til de nationale tests, eller også har man ikke. Jeg ønsker brændende at skoleverdenen ikke altid skal være den politiske kampplads, hvor reform og tiltag erstatter hinanden efter forgodtbefindende eller rettere sagt; valgsæson. 

 

Hvis det var mig der bestemte… så skulle læreren have meget mere autonomi i et solidarisk og humanistisk samfund i stedet for at alt for ofte at være tvunget til at være administrator i konkurrencestatens udskillelsesløb. 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.266 andre er allerede tilmeldt