Bevar os vel

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det siges nu: Vor velfærd er på spil.

Kommunerne vil fjerne børnechecken og når i deres udregninger til, at vi vist købte kattene i sækken, for skattestoppet har bestemt sin pris.

Kommunens penge skal på ny jongleres.

Forældrene betaler, og der gi's til skolerne, hvor der bør investeres!

I samme skynding mener Tørnæs, at

kommunerne har vældig gode rammer.

Trods flere børn på vej, så tag blot fat.

I effektivitetens navn der strammer

vi bare bæltet ind. Når det er sket,

så skal vi for de samme slunkne penge

bevare 'vores gode kvalitet'.

Gad vide hvordan det? - og så hvor længe?

Har Tørnæs glemt - man undrer sig lidt spydsk -

at dansk og mat'matik ta'r flere timer

af skolernes budget, og engelsk, tysk

skal starte før? Svært at se, at det rimer.

Men nu har en kommune fundet svar.

Se, disse nye tiltag finansieres,

hvis lærerne blot flere timer har

til undervisning, og så reduceres

forældresamarbejdet for en stund.

Ja, tid til møder og det andet klarer

man sig foruden hist i Fred'rikssund.

De nye tiltag gør, at man må spare.

Det er blot et grotesk eksempel på,

hvordan at velfærdstolkninger kan grejes.

Fra gyngerne til karrusellen må

hver krone vendes rundt og derpå drejes.

Vi mister børnevelfærd, løn og tid.

Til gengæld er det svært at øjne takken

og værdsættelsen af vor store flid.

Så er der altså sjovere på Bakken!

Fru Fischer