Et befordrende initiativ

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Internettets indhold af data er overvældende, og adgangen alene til disse data gør dig ikke klogere. Hvis du ikke ved noget, inden du kobler dig op, giver indholdet ikke mening for dig. Du bliver ikke klogere! Du kan kun blive klogere af at læse disse data, hvis du ved noget i forvejen. Hvis du har et videnslandskab at sætte dataene ind i - op imod.

Jeg nævner det, fordi jeg ofte oplever (og jeg medgiver gerne, at mine oplevelser ikke behøver at være ensbetydende med, 'at sådan er det'), at elevernes adgang til internettet alene opfattes som læring også af folk langt ind i ministerierne. De kalder det for det meste e-learning.

Jeg hørte forleden en ganske klog mand sige om e-learning, at det ikke er at sætte elektrisk spænding på gamle bøger.

Jeg er enig med ham, men jeg hørte ikke, hvad det så var! Det behøver ikke betyde, at han ikke sagde, hvad det var, men det betyder blot, at jeg i hvert fald ikke hørte det. Det kan skyldes de almindelig kendte problemer i kommunikationer. Afsender siger et. Modtager hører noget andet.

Jeg har med jævne mellemrum omgang med folk, som i mange år har været entreprenører på it-området inden for folkeskolen, og når jeg har været sammen med dem her på det sidste, så tager jeg ikke afsked med den samme 'hellige' inspiration.

Tværtimod så tvivler jeg og går fra dem med en fornemmelse af, at der er noget væsentligt, vi har overset, glemt? Hvordan var det nu med kejseren og hans mageløse klæder?

Og dog: 'At blive på jorden, det tjener os bedst!' - det går jeg ind for - specielt i relation til internettet, og det ved jeg, at Søren Christian Sørensen i Silkeborg også gør. Og jeg synes, at han har forstået at stille de nye pædagogiske muligheder til rådighed for børnene. Og det har han gjort før. Vi kender jo mandens uopslidelige energi for at skabe virkerum. Han gjorde det i vikingeweb og i webprojektet MIT99.

Han er stadig på banen. Nu med www.mars 2003.dk Fra april 2003 er alle klasser velkomne til at være med. Lad dine elever se, hvad der allerede ligger af produktioner, med henblik på et forslag om at deltage.

Lad dem kikke ind på siden - opbygningen er ikke kaotisk.