Ligesom det er blevet comme il faut blandt pædagoger og politikere hinsides al fornuft at afvise den blotte tanke om den delte folkeskole, samtidig med at man desperat prøver at få udeltheden til at virke, som kun den delte skole kan virke, skriver formanden for Foreningen af Lærere i Historie og Samfundsfag, Lene Rasmussen, i Folkeskolen nummer 9 om sine inderlige ønsker for faget historie og her specielt om den ædle bestræbelse på at bibringe børnene historiebevidsthed. Men hun må sandelig overensstemmende med tidens trend slå syv kors for sig ved den blotte tanke om, at der skulle indsnige sig lidt ækel paratviden i historietimen. Der er her tale om endnu en afspilning af skoledebattens forslidte grammofonrille: Ønsk den gedigne vare, men prøv samtidig at umuliggøre ønskets opfyldelse. For hvordan i himlens navn kan man bibringe børn bevidstheden om noget som helst, som børnene ikke må have nogen paratviden om. Som alle andre fag er historiefaget smækfyldt med viden, hvoraf mere eller mindre bør blive til paratviden, hvis faget ikke skal degenerere til tant og tidsfordriv. Genvejen til historiebevidsthed uden besværet med at indlære faktuelle vidensområder eksisterer selvfølgelig ikke. I stedet for at gøre en dyd af videnstomhed i sit fag, burde formanden for en historieforening turde påpege, at erhvervelse af paratviden slet ikke lader sig gøre i den udelte skoles udelte rodsammen. Imidlertid er historiebevidsthed et så tåget begreb, at man til hver en tid kan påstå, at børn i skolen har erhvervet den. Ved hjælp af historiebevidstheden kan man påstå, at alle, der har døset i en historietime, alligevel har fået sin bevidsthed inficeret med lidt ubestemmelig videnstom historie. Og det er jo en god sovepude at hvile på.

Vagn Madsen

Brønderslev