Disciplinkrise

Når man sidder i en klasse med 36 elever, er det for læreren nærliggende at tænke, at blot man havde et væsentligt mindre antal børn i klassen, ville alt blive godt.

Hvis vandreklasser er dominerende på skolen, vil man naturligt pege på, hvor meget bedre alt ville forme sig, hvis hver klasse havde sit lokale.

Den lærer, der efter en sygdomsperiode vender tilbage til sine klasser og ser, hvordan alt er gået på bedste beskub under hans fraværelse, vil i de ukvalificerede lærerkræfter se en væsentlig grund til miseren. Men hvad gør vi i den akutte situation? Hvad gør vi i dag?

Det er svært at svare blot nogenlunde tilfredsstillende på. Flid, pligttroskab, ansvarsbevidsthed og hvad man ellers kan nævne af gode egenskaber, som man i dag i alt for høj grad savner, fremtrylles ikke fra dag til dag. Men alene i erkendelsen af, at der her er et problem - vanskeligheder, der må overvindes - ligger det første skridt til forbedring.

Uden erfaring står vi ikke. Til det sidste halvhundrede års pædagogiske landvindinger hører, at i jo højere grad det lykkes at beskæftige eleverne selv, des mere er der mulighed for at borteliminere konfliktsituationer. Lad eleverne selv komme til! I det pædagogiske princip: elevernes selvvirksomhed ligger en disciplinerende faktor af uerstattelig værdi, og det rummer en uudtømmelighed af muligheder og dækker alle fag

Folkeskolen nummer 10 Marts 1953