Skolebibliotek

Skolebibliotekarens håndbog 2003

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anden årgang

Af Jan Meesenburg (redaktion)

136 sider, 225 kroner

Kroghs Forlag

Det er anden gang, den nyttige 'Skolebibliotekarens håndbog' udgives af Kroghs Forlag. Håndbogen er delt op i sektioner. Der er en sektion med artikler, en sektion med lovstof, en sektion med relevante adresser og links og endelig en sektion med kalender og plads til egne adresser og notater. Artikeldelen består af en lille halv snes velredigerede og let tilgængelige artikler om skolebibliotekets fysiske rammer belyst gennem en arkitekts visioner og gennem beskrivelser af nyindrettede pædagogiske servicecentre. Herudover er der artikler om behovet for og perspektiverne i videreuddannelse af skolebibliotekarer og om skolebibliotekaren som voksenpædagogisk vejleder og iværksætter. I lovsektionen finder man uddrag af folkeskoleloven (folkeskolens formål, struktur og indhold), hele bekendtgørelsen om skolebiblioteker i folkeskolen samt af høj aktualitet et for skolebibliotekaren relevant uddrag af det nyligt indgåede folkeskoleforlig fra efteråret 2002. Endvidere indeholder denne sektion også en nyttig liste over litteratur om det pædagogiske servicecenter. I den praktiske sektion findes relevante adresselister og internetlinks (organisationer, foreninger, forhandlere, forlag, dagblade, skolebibliotekskonsulenter og Undervisningsministeriets fagkonsulenter, pædagogiske centraler samt amtscentre i Danmark, Sydslesvig, Grønland og på Færøerne). Årbogens sidste sektion indeholder en kalender med god plads og sider til egne notater. Alt i alt et inspirerende og nyttigt værktøj for skolebibliotekaren.

Jens Rasmussen