Idræt

Idrætspædagogisk Årbog 2002

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Teori om praktik

Redaktør Kurt Lüders

277 sider, 275 kroner

Forlaget Klim

Denne bog er den første i en ny serie af årbøger. Intentionerne med 'Idrætspædagogisk Årbog' er at skabe en tættere kobling mellem den teoretiske idrætspædagogiske forskning og tænkning og den idrætsfaglige praksis for hermed generelt at udvikle idrætsfaget.

Årbogen er blevet til i et samarbejde mellem de videregående idrætsinstitutter i København, Århus og på Syddansk Universitet og med seminarie- og gymnasiesektoren.

Artikelsamlingen i bogen spænder bredt og giver et kalejdoskopisk billede af aktuelle idrætsfaglige problemstillinger. Per Jørgensen og Kurt Lüders indleder bogen med et historisk rids af skoleidrætten, som den har været praktiseret under forskellige skolelove, i dialog med en idrætsfaglig og idrætspædagogisk forskning. Hermed er der skabt en bred ramme for bogens ti indlæg og et super forfatterpanel.

De fleste artikler giver et fint indblik i et emne fra en større udgivelse eller forskningsprojekt, og hver artikel indeholder en fin litteraturliste, der åbner mulighed for at uddybe emnet. Artiklerne kommer ind på idrætsfagets didaktik, faglighed, selvudvikling og kompetence. Bogen indeholder desuden flere anmeldelser af aktuelle udgivelser fra det sidste år, og det er en god hjælp i det daglige arbejde.

Som eksempler på bogens bredde kan nævnes et par artikler, 'Videoobservation og analyse i idræt - et redskab i idrætspædagogisk forskning' af Helle Rønholt, 'At danse sig selv - Livskunst og livsstyrke i det moderne samfund' af Helle Winther og 'Informations- og kommunikationsteknologi i Idrætsuddannelse', der handler om ideen og tilblivelsen af ikt-programmet 'SpringPlanner', der er et planlægningsværktøj til grundtræning og redskabsgymnastik udarbejdet af Finn Berggren og Lars Elbæk.

Målgruppen er idrætsstuderende, idrætslærere og praktiklærere for kommende idrætslærere.

Bogen lever fint op til intentionerne om brobygning mellem teori og praksis. Der er stof til indblik i aktuelle problemstillinger og refleksion over egen praksis, og bogen kan give nye argumenter til den faglige debat.

Bogen kan varmt anbefales.

Britta Vestergaard