Lærerens arbejde er en stadig foranderlig helhed.

Lærerens arbejdstidsaftale består derimod af på forhånd fastlagte enkeltdele.

Lærerens arbejdstidsaftale er reelt i så stor modsætning til hverdagens krav og lærerarbejdets indhold, at en strikt overholdelse af den centrale arbejdstidsaftale ville blive betragtet som en faglig aktion. At få hverdagen og aftalen til at passe sammen svarer til at få et firkantet dæk til at passe på et rundt hjul.

Denne erkendelse har været svær for aftalens underskrivere. De opfandt det firkantede dæk i håbet om, at hjulet efterhånden ville antage samme form. Samtidig har det været en svær, men nødvendig erkendelse for os medlemmer, at vi kun kunne opnå rimelige vilkår på arbejdstidsaftalens præmisser. Kørslen har været noget bumpet med de nye dæk. Hvert enkelt element i arbejdslivet er blevet målt og vejet, for summen af mange små fejl kan let blive én stor fejl.

Der er heldigvis nye toner i DLF's ledelse om at anlægge en helhedsorienteret og dynamisk synsvinkel på lærerarbejdet i de kommende forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale, og der er blæst til medlemsdebat. Men hvad med lønnen? I DLF har vi en tendens til at diskutere arbejdstid og løn på skift. Det er på tide, vi ser løn og arbejdstid som to sider af samme sag.

Der ligger samme tankegang bag vores lønaftale som bag vores arbejdstidsaftale. Arbejdet fragmenteres til ukendelighed, hver enkeltfunktion skal måles og kendes i forvejen, og et vældigt bureaukrati skal se til, at alle får efter fortjeneste. Visse elevtyper udløser tillæg, men ikke nødvendigvis i alle timer. Visse møder udløser tillæg. Nogle funktioner udløser tillæg, andre ikke, i et uoverskueligt, ulogisk og uforståeligt virvar.

Hvis vi lykkes med at få et bredt og samlende syn på lærerens arbejde, så skal det slå igennem også i lønaftalerne. Ellers kan det være lige meget. Den eneste måde at sikre, at læreren selv kan disponere og prioritere i hverdagen inden for aftalte rammer, er at give én samlet og forståelig løn. En helhedsaftale for lønnen. Ikke stykket sammen af alverdens småtillæg for den ene eller anden funktion. Dels er alle sider af lærerarbejdet vigtige, dels kan de enkelte elementer ikke optælles på kroner og øre et år i forvejen, hvis et nyt syn på lærerarbejdet vinder indpas også i aftalesammenhæng.

Det nuværende lønsystem afspejler forvirringen om, hvem der har ansvaret for folkeskolen. De centrale aftaleparter lader en del af lønpuljen - den med rette forkætrede forlodsfinansiering - være et lokalt ansvar. Det lokale ansvar opleves forskelligt i kommunerne. Det medfører voksende lokale forskelle på lønnens størrelse og karakter. Den udvikling må vendes. Et lønsystem, der passer til en ny, helhedspræget, landsdækkende arbejdstidsaftale, må have tilsvarende karakteristika.

Og som for den nye arbejdstidsaftale må det gælde: hvis KL har tænkt sig at bruge en ny aftale til at tørre kommunale besparelser af på lærerne, så dropper vi det. Selv det rundeste dæk duer ikke, hvis det er for småt.

Niels Kjeldsen

Ballerup