Udfordring til læseren

Niels Egelund udsender et Frankensteins monster med kendte synspunkter, genbrug af gamle tekster og nogle få talnyheder

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Enkelte forfriskende forslag, nogle få talnyheder fra Pisa-undersøgelsen og de kendte synspunkter om mere faglighed og disciplin gør dette Frankenstein-monster af sammenlappede og nødtørftigt opdaterede, gamle tekster til en underlig ikke-bog, som i hvert fald ikke lever op til titlen: 'Udfordringer for skolen'.

Men det er såmænd heller ikke, hvad forfatteren lover. Seks linjer nede i forordet skriver Niels Egelund nemlig: 'De enkelte bidrag, som bogen er sammensat af, skal ikke prætendere at udgøre et sammenhængende syn på, hvad udfordringerne er for den danske skole. Dertil er min faglige spændvidde helt afgørende for begrænset'.

Fra brugsforeningsbladet 'Samvirke' genbruges en artikel om urolige klasser med lærere, der ikke tør vise autoritet, man kan læse gamle artikler fra tidsskrifterne 'Pædagogisk Psykologisk Rådgivning' og 'Nordisk Tidsskrift for Specialpædagogik' tilsat pluk fra evalueringer af kommunale projekter om anonym rådgivning og uddannelse af resursepersoner. Kommunernes navne er i bogen erstattet med X'er og Y'er, men egentlig burde der vel have været sendt en takkehilsen til Roskilde og Hinnerup, som i sin tid har bestilt og betalt for arbejdet; deres navne findes nemt ved at søge på internettet. Men for i hvert fald denne læser forbliver det en gåde, hvorfor teksterne er kommet med i en bog om udfordringer for skolen. Hvad vedkommer det mig, at det første seminar blev afviklet i oktober, at der var 42 deltagere i et projekt, eller at en medarbejder var syg i en måned og en anden fik nyt job? Læser de slet ikke manuskripterne på Kroghs Forlag, før de sender dem til trykning?

Egelunds gennemgang af resultater fra Pisa- og Timss-undersøgelserne er lødige og interessante, men læsere, der har fulgt med i Folkeskolen, får ikke meget nyt at vide. Ud over de middelmådige danske resultater er det dog værd at notere sig, at danske elever generelt er meget positivt indstillet over for skolen og for læsning og matematik. Det er, som Egelund skriver, et meget vigtigt udgangspunkt for, at eleverne senere har lyst til at bruge og udvikle deres kompetencer. Men han bruger ikke konstateringen til ret meget i afsnittet om, 'hvad der skal ændres'. Her slås der først smut hen over Herbart, Fröbel, Dewey og Gesell, så man er ved at tro, at Egelunds monster også har fået en lap med fra en lærerstuderendes synopsis til eksamen i pædagogik.

Derefter følger en sides penge om de svenske læreruddannelser; én, der retter sig mod de 3-12-årige i förskolan, og én, der retter sig mod de 12-19-årige. Det store skift - fra 'en helhedspræget reformpædagogik til en fagcentreret pædagogik' - sker derfor først i 12-års-alderen, hvor børnene bedre magter den, argumenterer Egelund og lægger op til en formel indlæring allerede fra treårsalderen og en kraftig faglig opstramning i skolens ældste klassetrin. Afsnittet knækker flere steder. Selvom bogen vel er skrevet til alle skoleinteresserede, bruges der for eksempel et sted pludselig en direkte tiltaleform til læreren: 'Prøv at følge nedennævnte retningslinjer'. Den efterfølgende checkliste om medvirkende årsager til, at elever bliver urolige, er god. Den genkendes fra Undervisningsministeriets uro-projekt.

Hans advokatur for skolebiblioteket som pædagogisk servicecenter og skolebibliotekaren, der er 'udviklingsorienteret, lyttende og åben og i stand til at indgå i et konsultativt samarbejde', er flot og gennemtænkt. Det samme gælder hans påpegning af problemerne med lærernes manglende uddannelse til specialundervisningen.

Egelund sætter også fingeren på adskillige ømme punkter, når det gælder natur/tekniks, biologis, geografis og fysik/kemis status i skolen, og han kommer med konkrete og forfriskende forslag til en ændret timefordeling. Men jeg kan kun se én grund til afsnittets afsluttende linjer: 'Nu har jeg sikkert halvdelen af folkeskolelærerne, CVU-lærerne og DPU-lærerne på nakken. Men det er udmærket, så bliver tingene diskuteret'. Grunden kan kun være den samme, som den lille dreng har, når han står og tramper i mudderpølen: 'Se på mig, er jeg ikke modig!' Det fremmer ingen seriøs debat at sætte sig selv i centrum på den måde.

Genbrugen af store dele af en F2000-pjece om kvalitet, evaluering og dokumentation fra 1999 tilføjer intet nyt. Det er derimod interessant at læse om forskellen på unge, der vil være lærere, og unge, der vil være pædagoger, som de fremgår af Pisa-tallene. Men det forbliver uklart, hvorfor uddannelserne skal slås sammen. Pædagoguddannelsen retter sig generelt mod omsorg og udvikling 'fra vugge til krukke', som det er blevet udtrykt. Læreren uddannes derimod blandt andet til læring og struktureret undervisning. Pædagoger og lærere kan supplere hinanden fremragende, når de arbejder sammen. Men det kan aldrig blive et argument for at rode uddannelserne sammen.

Til sidst et par forslag til faglig opstramning hos både forlag og forfatter: Finansiere staves ikke med c, ordene job og team er uden s i flertalsformen, Undervisningsministeriet begynder med stort U, men folkeskoleloven er med lille f. Den slags uro, som der er meget mere af i teksten, forstyrrer læsningen.

Mere disciplin, tak!

Udfordringer for skolen

Af Niels Egelund

92 sider, 199 kroner

Kroghs Forlag

Powered by Labrador CMS