Debat

Nedskæring af natur/teknik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som omtalt i Folkeskolen nummer 7 holdt Undervisningsministeriet og Dansk Industri 4. februar en meget velbesøgt endags-konference om naturfagene i skolen og samarbejde med erhvervslivet. I indlæg efter indlæg blev det fremhævet, hvilken betydning det har for den enkeltes senere interesser og erhvervsvalg, hvilken undervisning man modtager i 10-12-års-alderen, altså på mellemtrinet. Foredragsholderne byggede her på egne erfaringer. Undervisningsministerens indlæg hed 'Styrkelse af naturvidenskab i hele uddannelsessystemet', og vi hørte om, at fysik/kemi får en time mere i 9. klasse, og at biologi bliver prøvefag. Men det blev helt forbigået, at natur/teknik samtidig bliver skåret ned i 6. klasse. I de pressemeddelelser, der blev udsendt efter forliget om skoleloven, blev denne nedskæring heller ikke omtalt. I Folkeskolen nummer 7 får professor Mogens Niss spørgsmålet: 'Danmark placerede sig nede i den billige ende i den seneste Pisa-test. Hvorfor?' Hans svar lyder: 'I betragtning af hvor utrolig stedmoderlig en plads naturfag har i den danske skole, så ville en anden placering være overraskende'. Svaret er helt i tråd med andre fagfolks udtalelser. Der savnes derfor i høj grad en begrundelse for, at basisfaget natur/teknik, der skal danne grundlag for de naturvidenskabelige fag i de ældste klasser, nu skal skæres ned.

Carl Jørgen Veje

Værløse

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget