'Nu må du vise, hvem du er', siger - eller tænker - vi en gang imellem. Det kan være en ægtefælle, måske en kvinde, der siger det til sin mand. Det kan være en medarbejder, der ønsker det om sin chef. Det er blevet moderne at tale om det i forbindelse med ledelse. Så siger vi 'at træde i karakter som leder'. Hvordan det præcist ser ud, når det sker, ved vi vel ikke. Man kan vist ikke iagttage sådan noget og sige: Nu skete det! Nu trådte hun i karakter! Ja og nej! Vi kan nok ikke se øjeblikket eller processen, men alligevel er vi normalt ikke i tvivl, når vi ser lederen.

I efteråret 2002 interviewede jeg tolv danske ledere. Jeg talte med dem om ledelse. Om hvordan de leder. Om hvordan de var blevet leder. Om hvordan de udvikler og uddanner sig som leder. Resultaterne kommer i en bog i denne måned.

Jeg tror ikke, at vi i disse samtaler én eneste gang brugte udtrykket: at træde i karakter som leder. De var ledere. De så sig som ledere. De var ikke i tvivl. Hvis man ikke ser sig selv som leder, hvordan skulle så ens medarbejdere kunne gøre det? Hvis lederen selv er usikker, vil det ses og mærkes på lang afstand.

Hvis man ikke er begejstret for det projekt eller det job, man udfører, hvordan skulle man så kunne begejstre andre, spurgte teaterdirektør og instruktør Peter Langdal, da jeg talte med ham. Han var én af de tolv.

Hvis jeg skal nævne en fællesnævner for de tolv, hver især meget forskellige, ledere, jeg talte med, så var det, at de var engagerede. De havde noget på hjerte. De talte og talte, når jeg spurgte dem. De havde enormt meget at berette. De brændte for det, de havde med at gøre.

De ville noget. Og sådan skal det være. De stillede krav til sig selv, men i høj grad også til deres medarbejdere. Og hvad mere er: De hævdede, at deres medarbejdere forventede, at lederne havde forventninger til dem, medarbejderne. Ja, at de stillede krav til medarbejderne.

Det tror jeg er rigtigt. Ikke kæft, trit og retning-krav, ikke slaveri, men krav og forventninger, der kommer ud af, at man har et fælles projekt, at man er en del af et fællesskab, der er til for noget, at man vil noget, har nogle opgaver og udfordringer. Og man interesserer sig for hinanden. Lederen interesserer sig for medarbejderen, og medarbejderen interesserer sig for lederen - interesserer sig for i betydningen: Kerer for.

Et sådant fællesskab kalder vi i denne sammenhæng en skole. En skole er en virksomhed i den forstand, at skolen er til for noget, har visioner, mål, formål og opgaver. Og hvis ikke hver enkelt føler det, er med på det, er involveret i det, så falder det fra hinanden.

Og det er, præcis hvad man oplever i nogle virksomheder, herunder vel også i nogle folkeskoler. At de falder fra hinanden.

Jeg kommer i mange forskellige typer af virksomheder, og jeg kan mærke, om det er et sted, hvor tingene er ved at falde fra hinanden, eller om det er et sted, hvor der er sammenhæng, fremdrift og en oplevelse af fællesskab.

Vi ynder at understrege, at mange faglige mennesker er meget selvstændige, kan selv, er motiverede i kraft af deres fag, og at de derfor godt kan undvære en leder. Det vil vi ofte sige om lærere, forskere, læger og mange andre. Jeg tror ikke, det er rigtigt. For hvor har jeg i mit liv mødt mange lærere, skoleledere, forskere og forskningsledere og andre, der ikke bare har set meget trætte ud, men som har været dødtrætte af det hele. Hvorfor? Ja, det kan der være mange årsager til, men kan én af disse årsager være, at det i grunden er ganske hårdt at arbejde alene, at være alene om jobbet? Kan én af årsagerne være, at mange på deres job mangler en leder, en god leder - og et godt fællesskab? Jeg tror det. Min fornemmelse er, at mennesker på en arbejdsplads som en selvfølge har behov for en leder, og når så mange mennesker alligevel vender sig mod ledelse og ledere, så er det, fordi de ikke kan få eller har prøvet at have en god leder.

Den lærer, der stærkest afviser ledelse som noget seriøst og nødvendigt, kan meget vel være den lærer, der først bliver brændt ud, fordi hun eller han alligevel mangler noget. Jeg tror, at meget af forklaringen på dette er, at mange faglige mennesker afviser eller fravælger ledelse, fordi de har for mange vrangforestillinger om ledere og ledelse (og det vil de så have deres gode grunde til). De fravælger ikke den rigtig gode leder, som de måske aldrig har oplevet, nemlig den engagerede, vågne, talende og lyttende leder, der har respekt for den enkeltes fag og faglighed, og som primært kerer sig om helheden.