Det var en dejlig oplevelse at læse lederen i Folkeskolen nummer 5 'Person/profession'. Jeg vil i det følgende ganske kort beskrive, hvilke livgivende muligheder for lærerhvervet der i vores tid kan ligge i at se person og lærerprofession som to sider af samme sag.

Vidensamfundet er et overflødighedshorn af tilbud til os om, hvordan vi kan leve spændende og meningsfulde liv. Hvorvidt det lykkes os at udnytte disse muligheder, afhænger af vores kompetence til at skabe mening i dagligdagen mellem ny information og det, vi plejer at gøre. Sådanne kompetencer udspringer af de værdier, vi har i os selv og med hinanden. Når informationer så at sige skyller igennem os, er det disse vore værdier, der konstruerer meningsfuldhed ud af det usammenhængende informationsinferno, der møder os. Det er værdierne, der giver os mulighed for at leve gode liv med hinanden og for os selv. Derfor er professionsværdier afgørende for kompetent undervisning.

Vidensamfundets fordring til eleverne er, at de må tilegne sig deres egne værdier, så de selv kan skabe meningsfulde liv, når de forlader skolen. Børn og unges værdier skabes og integreres i relationer til betydningsfulde voksne, og fordringen til lærerne er derfor, at de må være autentisk til stede i det undervisende 'nu' og indgå i lærer-elev-relationerne som livslystne 'portåbnere' til fremtiden. En spændende, men også personlig følsom fordring til lærerpersonligheden i professionsrollen. At være kompetent videnunderviser indebærer en grundlæggende kærlighed til livet og til nogle af de spændende faglige og kulturelle verdener, som livet indeholder. Underviser du for eksempel i tysk, er du sandsynligvis en kompetent videnunderviser, hvis du også beskæftiger dig med tysk for sjov i din fritid, i dit fagudvalg, har tyske venner.

Når tysk er blevet til en del af en undervisers værdisæt, og det tyske sprog i det daglige er afsæt for humor, alvor, tristhed og glæde i et lærende samvær med eleverne om, hvad der rører sig i verden, så er læreren med hele sin person et smukt forbillede for, hvordan eleverne kan lære sig selv at finde mening i deres egne liv. Dette er at være til stede som lærer med sin personlighed i et professionelt lærende nærvær.

Det er imidlertid kun muligt for en lærer at være et levende viden-undervisende forbillede, når kolleger, skolekultur, forældre og forvaltning understøtter, at hver lærer skal udvikle og leve sine livfulde kompetencer på skolen. Vidensamfundets fordring består også i, at beskaffenheden af skolernes psykosociale arbejdsmiljø som dannelseskultur er blevet afgørende for kompetent undervisning. Kun lærere, der er nysgerrigt lærende forbilleder for nysgerrigt lærende elever i en levende skolekultur, kan berede børn og unge vejen ind i tidens uforudsigelighed.

Således set er folkeskolelærerne vidensamfundets helt uundværlige vejvisende frontarbejdere. Dette er en arbejdsrolle, lærerne og skolen bør videreudvikle - og en rolle, et klogt samfund belønner dem for.

Jens Lund Damkjær

cand.pæd.psych., adjunkt ved Århus Dag- og Aftenseminarium