I Folkeskolen nummer 6 anklager Martin Justesen og Anne Bie Hansen mig for at lave sjov med undervisningsmiljøet.

Jeg vil gerne understrege, at undervisningsmiljøet ikke er noget, man gør grin med. Det tager man alvorligt. Når jeg i forbindelse med åbningen af Dansk Center for Undervisningsmiljø brugte eksemplet fra Sverige, hvor børnene ikke måtte organisere en sneboldkamp, så var det for at illustrere, hvor uhensigtsmæssigt et forbud kan være. I Sverige har man valgt lovgivningens/forbuddets vej. I Danmark har vi valgt dialogen.

Vi har forankret ansvaret for undervisningsmiljøet der, hvor man også kan gøre noget ved det. Nemlig ude på institutionerne. Det er i dialogen, at de holdbare løsninger findes. Det bedste eksempel er kampen mod mobning. I stedet for at indføre et forbud mod mobning har skolerne valgt selv at tage affære. Helt i tråd med intentionen i folkeskoleloven har de løst problemerne gennem dialog snarere end gennem lovgivning. Og resultatet har prompte vist sig. I løbet af fem år er andelen af elever, der bliver mobbet, faldet fra cirka hver fjerde til cirka hver tiende. Mange skoler har allerede udarbejdet en mobbepolitik, og de resterende skal for at leve op til loven om undervisningsmiljø i gang snarest muligt. Så hatten af for den danske folkeskoles evne til at håndtere mobningen. Det gør en forskel, når skolen tager ansvaret på sig og i dialog mellem skole, elever og forældre finder løsninger på problemet.

Det betyder ikke, at vi skal stille os tilfredse med, at det nu kun er cirka hver 10. elev, der bliver mobbet.

For så vidt angår det samlede undervisningsmiljø er jeg fuldstændig enig. Det er ikke godt nok, at kun 13 procent af de danske uddannelsessteder er gået i gang med den lovpligtige undervisningsmiljøvurdering.

Ulla Tørnæs

undervisningsminister

Forkortet af redaktionen