Stavefael fens ikke

I Timring i Vestjylland lærer børnene at skrive ved at stave, som de vil. Processen er vigtigere end målet, når eleverne børnestaver i indskoling og specialundervisning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Nu skal vi have grød', lærer og souschef Annemarie Bjerre på Timring Skole står ved tavlen og læser diktatsætningen op med tydeligt tryk på hvert ord. 'Grød - der er fire voksenbogstaver i, men bare skriv, hvad I kan høre', siger hun. Mikkel sidder bagerst i 3.-klassen. Alene ved et bord til to. 'Nu skal vi have drd', skriver han. Det varer ikke længe, før Annemarie Bjerre står ved hans bord og roser ham for, at han bruger børnestavning. Lærere, forældre og børn på Timring Skole har indført en ny måde at lære at stave på i de mindste klasser. Opskriften er enkel. Skriv de bogstaver, du kan høre.

Skriv de historier, som du har lyst til. Læs hjemme i 10-15 minutter hver dag. Det nye system har trykket på lystknappen hos næsten alle børn. Skolen er fyldt fra gulv til loft med lange ruller med børnenes historier.

Slut med snot

Det var Annemarie Bjerres frustrationer over en 1. klasse på Kildebakkeskolen i Vildbjerg, der førte til hendes første forsøg med børnestavning. Hun havde klassen i 1999. Der var en kæmpe spredning i elevernes kunnen og motivation til at komme i gang med at læse og skrive.

'Jeg havde endnu ikke sat den frie skrivning i gang, for jeg vidste fra tidligere klasser, at det var meget svært. Mange turde ikke skrive noget, før de havde ordet stående på en seddel, som de kunne skrive af fra. Nogle var meget rædde over at få et stykke hvidt papir. Så der skulle tørres meget snot', siger Annemarie Bjerre.

Hun havde på det tidspunkt netop været på kursus hos sprogforsker Jørgen Frost. Ifølge ham vil børns stavning automatisk udvikle sig, når de begynder selv at lytte og derefter stave. 'Jeg fandt på, at vi skulle børnestave. Selvfølgelig måtte de gerne voksenstave, men det var bedre bare at skrive, hvad de kunne høre'. Annemarie Bjerre havde en bunke hvide sedler parat til at skrive ord på, når børnene kom og spurgte om den rigtige stavemåde.

Da børnestavningen for alvor blev sat i gang, blev Annemarie Bjerres små sedler smidt i skraldespanden. Det var vigtigt at markere, at eleverne fra nu af skulle stave på en anderledes måde. 'På det tidspunkt var jeg ikke sikker på, at det var det rigtige', siger Annemarie Bjerre.

Børnene begyndte ikke at skrive med det samme. Det krævede megen opmuntring, før de følte sig sikre på, at det var forsøget frem for produktet, der blev honoreret.

Gåt er godt

'Kom med nogle kineserord?', opfordrer Annemarie Bjerre i 3.-klassen. 'Cheng, Chang, Ching', siger Christina. 'Stav til Cheng'.

'S-E-N-G', staver Christina. 'Det er helt rigtigt. Kan I se, at kineserordene altid ender på ng?', spørger læreren. Så let har det ikke altid været for Annemarie Bjerre at anerkende børnestavningens forunderlige ord. 'Første gang et barn kom hen til mig og spurgte om godt staves G-Å-T, blev jeg usikker. Jeg følte, jeg løj, men jeg måtte sige ja, for det var børnestavning', siger Annemarie Bjerre.

Da Annemarie Bjerre kom til Timring Skole, var skoleinspektør Jesper Friis meget interesseret i hendes arbejde med børnestavning. Sammen med de øvrige lærere gik de i gang med at indføre det i hele indskolingen.

'Man skal turde indføre børnestavning fuldt ud. Også når børnene skriver i skolebladet eller på tavlen, og når forældre kommer på besøg. Det er vigtigt, at forældrene er med på det og støtter processen', siger Jesper Friis.

Forældrene blev informeret om børnestavning i nyhedsbreve og på forældremøder. Lærerne gjorde meget ud af, at forældrene ikke måtte ødelægge børnenes skriveglæde ved at kommentere stavefejl. I sidste ende støttede forældrene meget positivt op om børnestavning og individuel læsning. Alligevel var der mange, der stillede spørgsmålet: 'Hvornår lærer de så at stave rigtigt?' 'Det spørgsmål kan man ikke svare på. Hvornår lærte de at tale rent? Det er en flydende overgang - en proces, der hele tiden er i udvikling', siger Jesper Friis.

Succeskriterier

Jesper Friis og Annemarie Bjerre er sikre på, at deres metode lærer børnene at læse og stave mindst lige så godt, som hvis de havde benyttet de gamle stavesedler og diktater. 'Målet er det samme, som det var, før vi begyndte at børnestave. Vi er lige så ambitiøse omkring børnenes læse- og skriveevner som tidligere. Men vi tror på, at vi kan skabe en skriveglæde, som følger dem hele vejen gennem skolen', siger Jesper Friis. 'Man skal stå til regnskab, når prøverne kommer.

Processen er vigtig, men børnene kender målet. Nogle af dem bider endda på denne pædagogik, fordi de kan mærke, at de hurtigere bliver dygtigere af den', siger Annemarie Bjerre.

Lærernes succesoplevelse i indskolingen fik dem til at afprøve pædagogikken i specialundervisningen. Selv om det krævede lidt mere overtalelse at få 5.-klasse- drenge til at åbne 'Søren og Mette'-læsebøgerne og skrive, hvad de havde lyst til, overgav også de større elever sig.

'Når man kan tænde drenge i 5. klasse, der ellers ville sidde fast i specialundervisningssumpen, så føler man, det virker', siger Jesper Friis. Specialundervisningen på Timring Skole foregår et kvarter ad gangen flere gange om ugen. Eleverne bliver taget ud af undervisningen og læser og skriver individuelt med læreren. Lærerne evaluerer løbende på de enkelte elever. De foreløbige resultater viser, at eleverne gør meget hurtigere fremskridt, efter at de er begyndt at børnestave.

mbjensen@dlf.org

Jesper Friis og Annemarie Bjerre har skrevet en bog om børnestavning:

'Nej farfar! For vi børnestaver ...'. Bogen er anmeldt på www.folkeskolen.dk den 16. december 2002.

Powered by Labrador CMS