Debat

Lærer eller entertainer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skole og Samfund mener, at eleverne i de ældste klasser skal motiveres til at passe deres skolegang ved at gøre undervisningen mere interessant, mere vedkommende for den enkelte elev, mere underholdende og mere varieret.

Samme holdning finder vi lærere hos en del af forældregruppen, hos politikere og andre ikke-lærere, som ynder at udspy deres galde i almindelighed og over folkeskolen i særdeleshed.

Men hvad er det for en skole, I alle sammen ønsker? Vil I have et BonBon-skoleland, hvor alle elever kan vælge frit mellem lutter sjove aktiviteter og have det skideskægt hver dag?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Skal vi lærere være entertainere, teaterinstruktører og stand-up-komikere? Og skal vi tage 7.c med over til Erotic-messe, mens 8.a smadrer skrotbiler på den lokale bilkirkegård, og 10.b har besøg af en ludoman, som har ruineret sig selv og sin familie?

Det er ikke den vej, folkeskolen skal udvikle/afvikle sig. Der skal selvfølgelig være plads til det sjove og spændende, og det er der også. Der foregår rigtig mange spændende arrangementer og undervisningsforløb rundt omkring på landets skoler.

Skulle undervisningen være endnu mere varieret, individualiseret og poppet, ville det være svært for eleverne at nå årets pensum. Og skolen bliver et sted, hvor man kommer for at blive underholdt ligesom det sker, når eleven spiller på computer eller ser på porno. Og når skoledagen er forbi, synes eleven, at det var en okay dag. Men hvad med kvaliteten, forpligtelsen og det sociale engagement?

Hvis folkeskolen og forældrene ikke passer på, så producerer de ikke længere gode, fleksible individualister, men forvirrede unge, som ustandselig skal have kick-oplevelser, og som ikke gider at gøre et ærligt stykke arbejde, fordi det ikke er skideskægt.

Lene Nygård Nielsen

Odense