Debat

Vi undrer os

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen bragte i nummer 6 artiklen 'DLF gør intet for mig', hvori tillidsrepræsentant Karsten Ulnits beskrev, hvor vred han var over, at ikke-uddannede lærere i Østsjællands Lærerkreds ikke havde fået samme løntillæg, som uddannede nyansatte lærere havde fået.

Under læsningen af artiklen samt en tilhørende artikel, hvor Anders Bondo kommenterede sagen, er vi kommet til at undre os over følgende forhold.

For det første er vi rystede over, at uddannede lærere på en skole kan vælge en ikke-uddannet lærer som tillidsrepræsentant. Hvordan skal personer, der ikke har de rent uddannelsesmæssige kvalifikationer til det job, de bestrider, kunne varetage faglige såvel som pædagogiske interesser for uddannede lærere? For det andet kan det efter vores opfattelse ikke undre, at en kreds forhandler højere løn hjem til lærere, der har brugt fire år af deres liv på at læse til lærer. Hvorfor skulle man ellers tage en uddannelse? Hvad skulle incitamentet være? For det tredje er vi en del uddannede lærere i folkeskolen, der er meget kede af, at lærergerningen tilsyneladende kan bestrides af hvem som helst. Der hersker en kedelig opfattelse af, at bare man selv engang har gået i skole, kan man også fungere som lærer. Dette gælder desværre ikke den anden vej. Selvom vi som uddannede lærere engang i vores barneår har været spejdere og har været gode til at lægge forbindinger, er vi jo ikke - trods arbejdsmangel - kvalificerede til jobbet som sygeplejerske, vel? For det fjerde kan det da godt være, at DLF ikke gør nok for ikke-uddannede lærere, det skal vi ikke kunne sige, men så kunne de jo danne en forening selv.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Helle Stuhr Poulsen

Sofia Esmann Busch

Maribo Byskole

Powered by Labrador CMS