Debat

Befriende tale om vejledning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er klar og befriende tale i Folkeskolen nummer 6, når DLF gennem sin næstformand Stig Andersen under overskriften 'Styrket vejledning - ja tak' redegør for lovforslaget om Ungdommens Uddannelsesvejledning og mulige konsekvenser heraf. Han påpeger positive elementer, men understreger kraftigt, at den gode vejledning eller hele processen fra 6. klasse og opefter 'tager udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og muligheder samt elevens ønsker og behov', hvilket, som han siger videre, forudsætter et grundigt kendskab til den enkelte elev og aktiv inddragelse af forældrene.

Hele processen, som er en integreret del af skolens undervisning, rummer en række obligatoriske emner inden for uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering og bygger på den enkelte elevs løbende arbejde med sin uddannelsesbog og på de individuelle vejledningssamtaler med vejlederen på skolen. Hvis alt dette skal lykkes, og der skal kvalitet i arbejdet, forudsætter det, at skolevejlederen kender sin skole og har et godt og fleksibelt samarbejde med klasselærerne i det daglige.

Jeg er enig med næstformanden, når han skriver: 'Lovforslaget lever ikke op til disse krav. Det vil tværtimod svække såvel undervisning som vejledning i folkeskolen'. Der er i hvert fald grund til bekymring og til at understrege, at det vil være en kraftig forringelse, hvis vejledningen ikke fortsat er en integreret del af skolens undervisning. Målet med skolens vejledning er ikke kun, at den enkelte elev skal have opstillet en kvalificeret uddannelsesplan, men også, at eleven i så høj grad som muligt udvikler sig til at blive 'sin egen vejleder', der kan agere på egen hånd. Derfor skal vejledningen fortsat være en integreret del af skolens undervisning.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Eigil Hansen

skole- og ungdomsvejleder, Odense

Powered by Labrador CMS