Professor Niels Egelund giver i Folkeskolen nummer 3 en så præcis beskrivelse af folkeskolens elendighed, at det virker så meget desto mere frustrerende, at han end ikke antyder den absolut eneste udvej, der ligger logisk i forlængelse af hans argumentation, ud af trængslerne, nemlig afskaffelsen af den udelte skole og indførelsen af den delte. Han er ellers tæt på. Men det sker ikke. Tværtimod bruger han den delte skole som trusselsscenarium. Hvis man ikke benytter fase- og holdopdeling, kan man ikke redde den udelte skole, siger han. Den tanke strejfer ham ikke, om dette ulyksalige monster i det hele taget er værd at redde. I stedet for må Egelund i sin bestræbelse efter at få noget anstændigt ud af det uanstændige benytte sig af de mest forskruede og halsbrækkende konstruktioner, hvor alt ville falde mere enkelt og naturligt ud, hvis han turde droppe ti - eller nærmere 25 - års ulyksalig ørkenvandring og genindføre den delte folkeskole. Men nu er han til gennemførelsen af noget, der ligner undervisning, nødt til at henlægge denne til myriader af små og store og helt ustyrligt store hold og grupper bare for at bevare de udelte basisklasser, der så vist ikke kan bruges til noget som helst. Og de ustyrligt store hold kræver, at seks-syv lærere attacheres dem, hvorfor de lige så godt kunne fungere som fem-syv små hold. Den delte skole skal ikke engang opfindes. Den skal bare genetableres. Men det må for alt i verden ikke ske. Og så realistisk er Egelund, at han ved og tør sige, at en ganske almindelig lærer ikke har en levende chance for at magte spredtheden i udeltheden, men at det er hensigtsmæssigt, at elever, der undervises, sidder sammen med elever på samme faglige niveau. Og den dygtige ende udmarves til et vakuum. Og midtergruppen eksisterer ikke. Og således er skolen 'for alle' en skole for 'ingen'.

Vagn Madsen

Brønderslev

Forkortet af redaktionen