Debat

Hvad driver Niels Egelund

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det har været en særegen oplevelse at læse Folkeskolens to glorificerende artikler om Niels Egelunds såkaldte 'visioner'. Dels er der grund til at undre sig over, at journalistens mange naive spørgsmål kan føre til så megen løsagtig og klynkende snak om alvorlige skoleproblemer, dels kan man undre sig over, at et normalt menneske kan få sig selv til at komme med så mange selvovervurderende og overfladiske betragtninger på så få sider.

Som en af de 24 kolleger, der i 1981 undsagde hans uvidenskabelige og uvederhæftige adfærd, er jeg i dag glad for vores tidlige prognose, fordi alt tyder på, at den var rigtig. Selv om han påstår det modsatte, havde vi selvfølgelig læst den spinkle undersøgelse, han lagde til grund for et økonomisk regnestykke, som den daværende oppositionspolitiker Bertel Haarder lod sig imponere af, et naivt regnestykke, der viste, hvor meget der ville kunne spares på samfundsbudgettet, hvis klassekvotienten i folkeskolen blev øget med nogle flere elever. Det skulle selvfølgelig påtales, fordi der var tale om en utidig sammenblanding af noget, som Niels Egelund selv kaldte forskning, og politik. Det kunne være interessant at høre, hvem af de 24 der har fortrudt.

En åben plan-skole hører med til hans såkaldte visioner, som dog er vanskelige at få øje på. I den forbindelse bliver vi oplyst om, at den tidligere åben plan-skole led nederlag, fordi lærerne ikke havde viden om, hvordan der kan undervises i denne organisationsform. Det er ganske enkelt ukorrekt. Dels afholdtes en lang række kurser i Åben Pædagogik, dels arbejdede mange lærere på mange skoler ihærdigt med den ikke-fagdelte undervisning. Hvad der driver en person som Niels Egelund? Interesse for sagen? Næppe. Planlagt forsøg på at opnå en rektorpost? Måske. Ønsker om at komme i medierne? Ja, bestemt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Ole Varming

Lyngby

Forkortet af redaktionen

Svar

Folkeskolen har ikke et ønske om at glorificere nogen eller nogen som helst. Folkeskolens opgaver er at lave debatskabende journalistik. Når Niels Egelund gennem det sidste år i den grad er blevet brugt som ekspertkilde i de hurtige nyhedsmedier, må Folkeskolen selvsagt interviewe professoren mere bredt, så lærere og andre interesserede kan få indblik i hans tankeverden og selv tage stilling. Som nu for eksempel Ole Varming.

Redaktionen