En ganske almindelig torsdag. En rimelig dag i skolen, som ikke har tappet al energi. Gode elevkontakter. Udsigt til en afslappet aften.

Vores blad Folkeskolen er kommet.

En klog professor udtaler sig om enhedsskolens sammenbrud, hvis ikke eleverne i perioder bliver delt op i hold efter fagligt standpunkt. Ud for et flot billede af professoren står der så: 'Vi kan se, at en ganske almindelig standardlærer i en ganske almindelig standardklasse ikke har en levende chance for at magte de forskelle, der er i elevgruppen'.

Så var det, jeg tænkte: Nå!

Hvorefter jeg gradvist blev komplet rasende i hovedet.

Hvorfor ind i h... skulle det tage ti år, inden en professor opdagede det?

Hvorfor har jeg almindelige standardlærer skullet fungere i ti år efter en skolelov, som ikke har givet mig en levende chance for at magte forholdet til eleverne?

Og det gælder øjensynlig i forhold til både det sociale og det faglige. Jeg var rasende.

Jeg er nemlig kommet til samme konklusion, men blot for mange år siden. Når jeg er vågnet midt om natten og er stået op for at ændre min planlægning til næste dags undervisning.

Når jeg den efterfølgende dag erfarer, at tingene ikke fungerer, og tiden til den enkelte elev ikke slår til, og at fagligheden stille og roligt falder.

Jeg blev mere og mere rasende, mens jeg læste om den gode professors visioner.

Efterfølgende er jeg nok ikke helt så rasende. På et af billederne ser professoren på sit ur. Det kan jeg også gøre. Men det er nu tankevækkende, at I andre kommer til at fungere under en lov, hvor I ikke har en levende chance for at magte de forskelle, der er i elevgruppen.

Det var den torsdag aften.

Finn Larsen

Fjenneslev