Debat

En helt tilfældig uge

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det glæder mig, at artiklerne vedrørende min dagligdag i folkeskolen vækker debat. En debat, der, som jeg vælger at se det, vedrører et ønske om at gøre folkeskolen bedre.

Som artiklen gerne skulle give indtryk af, er der tale om en helt tilfældig uge. Jeg er i den heldige situation, at ikke to uger ligner hinanden. Det eneste, der ligger fast, er mine, i dette halvår, 23 ugentlige undervisningstimer. Et timeantal, jeg mener, at andre skoler tilstræber. Hvad der derudover er af mødeaktiviteter og forberedelse, varierer naturligvis, men fra skolens side er der en forventning om og tro på, at lærerne selv kan administrere dette.

Al undervisning bør bygge på elevernes lyst til og fascination af faget samt af udfordringerne, der gives - først oplive, så oplyse. Lyst og glæde er fundamentet for læring.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I hvilket omfang årsplanlægningen skal være fleksibel, og man skal inddrage nærmiljøet i den daglige undervisning, er et holdningsspørgsmål. Når der under idrætsfagets vejledende delmål efter 2. klasse fordres kendskab til lokalområdets muligheder for fysisk bevægelse, leg og aktivitet, er en kælketur på byens bakke - når denne byder sig - efter min overbevisning yderst relevant.

Ligesom demokratisk dannelse handler om at lære om og gennem demokrati, mener jeg, at æstetisk dannelse bygger på mødet med og bearbejdelsen af det sansede. En af folkeskolens vigtigste opgaver er at være kulturformidler. Hvordan skal ungdommen kunne forholde sig til kunst og kultur, hvis de ikke i mødet med forskellige stilarter har lært at være kritisk stillingtagende?

En enkeltstående arbejdsuge kan ingenlunde danne præcedens for lærerens generelle arbejdsvilkår, en sådan slutning må betragtes som usaglig.

Annika Bay

Vordingborg

Forkortet af redaktionen