DLF gør intet for mig

Karsten Ulnits er tillidsrepræsentant, men har ingen læreruddannelse. Han lægger op til et opgør i DLF om de ikke-uddannede

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Karsten Ulnits er ikke stolt af sit temperament. Og han er flov over, at det i den grad løb af med ham på et tillidsrepræsentantmøde i Østsjællands Lærerkreds den 31. oktober. Den 47-årige tillidsrepræsentant fra Abildhøjskolen i Præstø råbte meget højt, da det gik op for ham, at kredsen havde forhandlet et løntillæg hjem specielt til de nyansatte med en læreruddannelse, mens der ikke var noget til ham eller de andre lærere uden læreruddannelse.

Han har fået styr på den første ophidselse nu, men Karsten Ulnits mener fortsat, at der er en debat, Danmarks Lærerforening har sprunget over: 'Hvorfor skal jeg som tillidsrepræsentant opfordre nye ikke-uddannede lærere til at melde sig ind i Lærerforeningen? Hvorfor skal vi betale rebet til vores egen hængning?', spørger han.

'Lønnen er jo kun en lille del af det. Hvad hvis skolen om nogle år skal fyre lærere - hvem vil DLF så helst af med - mig eller en uddannet? Jeg tror ikke, at de ikke-uddannede skal regne med nogen støtte fra deres fagforening i en fyringssag', siger Karsten Ulnits og peger på, at det her er en diskussion, der haster. Om et-to år kommer de første merituddannede, og om få år er der måske 10.000 lærere uden den fireårige læreruddannelse. Karsten Ulnits er oprindeligt uddannet bager. Siden har han arbejdet som rejseleder, læst historie og italisk-romersk arkæologi på universitetet og i 17 år arbejdet som smed, blandt andet på Øresundsforbindelsen. Det var akkordarbejde, fysisk hårdt, og Karsten Ulnits var væk hjemmefra fra tidlig morgen til sen aften.

For et par år siden søgte han væk og arbejdede i nogle måneder med at passe autistiske børn. I november 2001 søgte han et vikarjob på Abildhøjskolen og blev ansat til at undervise en flok store drenge med massive problemer - et arbejde, han føler, han har haft god succes med. Da han havde været på lærerværelset i 14 dage, kom tillidsrepræsentanten hen og opfordrede ham til at melde sig ind i DLF: 'Det var helt naturligt for mig at skifte fagforening - det har jeg jo gjort før. De første år, jeg arbejdede med metalarbejde, var jeg i SID, men efterhånden som jeg udførte mere og mere smedearbejde, blev jeg overført til Dansk Metal - og smedeløn', fortæller Karsten Ulnits.

Ingen ville være tillidsrepræsentant

Sidste forår meddelte tillidsrepræsentanten på Abildhøjskolen, at hun ikke ønskede at fortsætte, men der var ikke andre, der stillede op: 'Det blev jeg forarget over, og det sagde jeg. Så var der selvfølgelig én, der spurgte, om det ikke var noget for mig, men fordi vi havde fået at vide, at man skulle have været ansat et år, var jeg sikker på, at der ikke var nogen risiko!' Men tiden gik, og Abildhøjskolen fik ikke nogen tillidsrepræsentant.

En kollega undersøgte sagen og fandt ud af, at det kun krævede et halvt års ansættelse, og så blev Karsten Ulnits 'valgt'.

Det var for sent at komme på tillidsrepræsentantkursus, og Karsten Ulnits' år som medlem af Dansk Metals bestyrelse i Præstø havde jo ikke givet ham nogen erfaring med lærernes overenskomst.

'Jeg har brugt virkelig meget tid på arbejdet. Blandt andet har vi gennemført en stor skemaændring midt i en normperiode - jeg skulle hilse at sige, at opmåling af rørsvejsninger er det rene barnemad ved siden af!' Karsten Ulnits har for længst erkendt, at folkeskolelæreres lange ferier ikke betyder, at lærerjobbet er en loppetjans. Og han har også fuld forståelse for, at DLF mener, der skal være et lønmæssigt incitament til at tage en fireårig uddannelse.

Det, han ikke forstår, er, hvorfor faglærte og ufaglærte så skal stå i samme fagforening.

'Jeg ser for mig, efterhånden som Ny Løn kommer til at udgøre en større del af lønnen, at der kommer meget store lønforskelle mellem uddannede og ikke-uddannede', siger Karsten Ulnits og foreslår en model, hvor ikke-uddannede først efter fire år kom op på de uddannedes begyndelsesløn og så derefter blev betragtet som ligeværdige med uddannede.

På samme måde kunne man kræve, at lærere med den toårige merituddannelse først gled ind i lønforløbet på lige fod efter to år i folkeskolen.

'Jeg har lige set Lærerforeningens centrale lønpolitik.

Der står direkte, at lønpolitikken som udgangspunkt ikke gælder ikke-læreruddannede!', siger Karsten Ulnits, der de seneste måneder har brevvekslet med Østsjællands Lærerkreds og hovedstyrelsen for at få svar på, hvorfor han skal anbefale sine ikke-uddannede kolleger at melde sig ind i DLF: 'Jeg er ikke kommet en tøddel videre ...'.

kravn@dlf.org