Den administrative leder

'Mit job handler om andet end penge'

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Uddannet i Danske Bank. Merkonom i regnskabslære. Erfaringer med it-projekter fra et job i et konsulentfirma.

Jørgen Aggers curriculum vitæ signalerer ikke ligefrem, at han er den mest oplagte at ansætte i en folkeskole. Og dog. Den administrative leder på Tilst Skole vest for Århus har arbejdet med både fjernundervisning og bankansattes selvstudier. Desuden har han en uddannelse som voksenunderviser med i bagagen. Og så er han gift med en folkeskolelærer.

'Men jeg er en novice i de pædagogiske diskussioner. Her er lærerne de rigtige professionelle', anerkender Jørgen Agger.

Han har ansvaret for kantine, it, administration, rengøring og service. Opgaver, som kan være svære at håndtere for en traditionel skoleleder, der ikke er uddannet i økonomi.

Kendskab til undervisning er ikke en forudsætning for at kunne magte jobbet som administrativ leder. Men det er en ubetinget fordel.

'Jeg har lettere ved at koble lærernes arbejde til mine ansvarsområder. Hvad betyder det for eksempel for rengøringen af lokalet til billedkunst, når lærerne ikke længere går ud fra et fast skema, men planlægger deres undervisning i selvstyrende team? Lærernes fleksibilitet kræver, at skolens øvrige medarbejdere også er fleksible. Samtidig skal de kunne udføre deres arbejde på en måde, så de føler sig godt tilpas på skolen', siger Jørgen Agger.

Jobbet er en udfordring for den tidligere bankmand.

'I en bank er målet at tjene penge. Det er det ikke i skolen. Her er penge et middel til at uddanne eleverne, og det er en væsentlig anderledes måde at tænke på for sådan én som mig. Men det var en af de ting, der fik mig til at søge jobbet. Mit arbejde skal ikke kun handle om beløbet på bundlinjen'.

Tænker på tal

Ikke desto mindre bidrager Jørgen Agger ofte med sin tankegang fra banken.

'Hvis vi skal have løst en ny opgave, begynder jeg med at se på de økonomiske konsekvenser: 'Hvad kan vi give af tid til opgaven, og hvilken kvalitet får vi så?' De andre i lederteamet spørger omvendt: 'Hvor lang tid kræver opgaven, og hvad koster det så?'', fortæller Jørgen Agger. Ingen af metoderne bør stå alene, understreger han.

'Vi forsøger at arbejde med begge tankesæt samtidig og træffe vores beslutninger ud fra det. I bund og grund handler det om kvalitet, fordi det giver os et bedre grundlag for vores arbejde'.

stan