Debat

Lagkage eller pap

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lader formanden sig opfordre til lagekagefremstilling i Folkeskolen, eller foretrækker han at skære tingene ud i pap? Uanset valg, så handler det om økonomi. Det gjorde det også, da et medlem i Folkeskolen nummer 3 interesseret spurgte til kontingentforhøjelsen og fik det svar, at centralt kontingent følger prisudviklingen. Derfor. Rart med en sådan regel for foreningen. Men hvordan foreningen bare sådan kan tillade sig at følge en såkaldt prisudvikling, som ikke gælder for medlemmernes lønudvikling, blev ikke forklaret, ud over at nu skulle der spares cirka 20 millioner om året. Medlemmerne vil sikkert gerne vide, hvor pengene spares, og hvorfor besparelsen ikke kunne blive på omkring fem millioner mere, så ville man have undgået central kontingentforhøjelse? Formanden udtaler, 'at der er klare grænser for, hvilke kontingentstigninger vi alle sammen vil kunne acceptere'. Hvorfor var grænsen ikke her?

Og lad os så få en grafisk lagkage, der viser, hvad vore kontingentpenge går til. Hvor stort et stykke skæres ud til administration? Andre organisationer gør rede for de sekretariatsmæssige resurser, millioner, der bliver brugt til blot at holde foretagendet kørende. Hvad koster den politiske aktivitet? Møder og sagsbehandling i hovedstyrelsen og de nedsatte udvalg. Hvor fører formanden kniven, når det gælder udgifterne til kommunikation og information? Hvilke midler siver ud i for eksempel pjecer, pressearbejde, informationsmaterialer, blade. Hvor stor en del af lagkagen går til medlemsbetjeningen? Resurser, der anvendes til at formidle viden til medlemmerne om løn, ansættelse og overenskomst. Driften af tillidsrepræsentationen og kursusvirksomhed. Altså det repeteres. Hvor mange millioner går til: Administration, kommunikation og information, politisk aktivitet, medlemsbetjening. Lad os se, om lagkagen er spiselig for medlemmerne?

Torben Thomsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Aars

Forkortet af redaktionen

Svar

Jeg imødekommer naturligvis gerne opfordringen til en lagkagefremstilling af udgifterne. Jeg er helt klar over, at lagkagen ikke giver et fyldestgørende billede af foreningens økonomi, men den giver dog et vist indtryk af forholdet mellem de forskellige udgifter.

I vores beslutning om besparelser har vi nøje overvejet hele foreningens virksomhed. Beslutningen indeholder således besparelser på en lang række områder. Besparelsen på hovedstyrelsen udgør eksempelvis 2,5 millioner kroner, hvoraf den ene million er en konsekvens af den reduktion af antallet af hovedstyrelsesmedlemmer, der blev besluttet på den sidste kongres. På lønudgifterne gennemføres en besparelse på fem millioner kroner. Administrative besparelser udgør mere end to millioner kroner. Det er de væsentligste poster i hovedstyrelsens beslutning.

Jeg vil henlede opmærksomheden på, at regnskabet altid optrykkes i Folkeskolen efter kongressens behandling.

Anders Bondo Christensen

formand for DLF