Folkeskolens leder:

Pædagogik frem for mursten

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Både små og større skoler må lade livet til fordel for en ændret skolestruktur i flere af landets kommuner.

Det er den barske kendsgerning lige nu, hvor det ser ud til, at Danmark bliver mindst 20 skoler fattigere til sommer. En selvmodsigelse, kunne det lyde som i en tid, hvor antallet af elever stiger.

Mange af lukningerne bliver begrundet med, at de små og i øvrigt også nogle af de større skoler er urentable med for få elever og for mange lærere.

Men i de mest fremsynede kommuner bruges lukningerne ikke udelukkende til at spare penge. Her ser man også en mulighed for ny skoleudvikling i et pædagogisk perspektiv, der på længere sigt kan vise sig at være til gavn for alle parter: elever, lærere og forældre.

'Vi overvejer at sætte ind over for den sociale arv og styrke undervisningen gennem selvstyrende team, og vi vil indføre sekretariater på skolerne. Det vil frigive tid til pædagogisk ledelse', siger Erik Hansen, skolechef i Korsør Kommune. Her har man besluttet at lukke fire skoler og samle eleverne i to nye skolecentre.

I de tilfælde, hvor der er tale om store radikale ændringer, er det vigtigt, at lærere, elever og forældre ikke opfatter omlægningerne som et rent diktat.

For hvis strukturændringer ikke skal ses som blot et økonomiredskab, men derimod opfattes som udtryk for et reelt ønske om at hæve kvaliteten, kræver det, at de sker i en ægte demokratisk proces.

Men i de mest fremsynede kommuner bruges lukningerne ikke udelukkende til at spare penge

Powered by Labrador CMS