0   179

Den professionelle lærer

Læreren må tage patent på skolen. Træde i karakter som en autoritet

Ti år efter at det hovedløse eksperiment med at gøre læreren til underordnet funktionær tog sin begyndelse, synes alle aktører i og omkring skolen endelig at indse, at det må have en ende. Begrebet 'den professionelle lærer' går sin sejrsgang. Men hvor vil vi hen med denne retorik? Der kan naturligvis henvises til det professionsideal, der er vedtaget af DLF's kongres, men det er med fuldt overlæg holdt i principielle, tidløse vendinger. Det må udmøntes i mere hverdagsagtige termer. Omdrejningspunktet er lærerens særlige engagement i barnets vækst, jævnfør skolens formål: At sikre barnets alsidige udvikling, udruste det med de nødvendige færdigheder og kundskaber og opdrage det til livet i et demokratisk samfund. Andre voksne spiller andre roller i forhold til barnet. Far og mor får barnet til at føle sig elsket og sikrer dets basale tryghed. Pædagoger understøtter dets leg og socialisering i det frie felt. Politikere sikrer dets fysiske rammer, sundhedspersonale dets helbred, psykologer og socialarbejdere dets behov for særlig støtte. Det er dog langtfra altid, at alle aktører omkring barnet lever op til deres ansvar. I takt med familielivets forfald og enhedskulturens opløsning svigtes barnet ofte over en bred front. Følgen er den uophørlige strøm af nye krav til lærerne. Er det måske ikke dem, der er mest sammen med børnene? Fra cykelhjelmskampagne til selvmordsforebyggelse. Skolen skal kompensere for alle fejl og mangler i barnets liv. Den skal være varm som moders skød og tryg som faders favn, og alle verdens fortrædeligheder skal standse ved dens port. I skolen skal barnets liv udgøre en helhed, selv om det går i opløsning på alle andre fronter. Og læreren har taget det på sig med en engels tålmodighed: Barnet i centrum.

Hvilket et af dem, må man spørge? Hvordan skulle en lærer dog nogensinde kunne give hvert barn så megen opmærksomhed, som her fordres? Og så samtidig varetage sin egentlige opgave? I henved 30 år har en defensiv flinkeskole ladet sig dænge til med nye opgaver i sådan en grad, at den efterhånden har fået alvorlige problemer med at udfylde sin egentlige funktion i samfundet. Takken har på alle måder været til at overse, og tempoet kan ikke sættes mere op. Skolens utilstrækkelige fysiske rammer er jævnt hen slidt ned, dens psykiske arbejdsmiljø hænger i laser, og massiv lærermangel lurer lige om hjørnet. Det antiautoritære opgør, der var så stærk en drivkraft op gennem 70'erne og 80'erne, er definitivt brændt ud sammen med sin genstand: Den sorte skole. Børnene fascineres bare ikke længere af en lærer i øjenhøjde. Et nybrud skal til. Og her kommer den velvillige amatør uhjælpeligt til kort. Her er det, vi kan bruge begrebet 'den professionelle lærer'.

Artiklen fortsætter under banneret

Vi må trække en streg i sandet. Ranke ryggen og afgrænse vores opgave. Lærere skal vi være, ikke reserveforældre, socialrådgivere eller pædagoger. Skole skal vi holde, ikke hjem, fritidsordning eller legeplads. Skolen skal med Thomas Ziehes ord være et 'anderledes' sted. Undervisningen skal i centrum, ikke barnet. For nok skal barnet kommes i møde, men ikke så meget med det velkendte, som reform- og erfaringspædagogikken tilsagde i sidste århundrede. Med det overraskende derimod, det uventede og fremmedartede, i såvel indhold og form tydeligt forskelligt fra den verden, barnet møder i sin forudsigelige hverdag uden for skolen. Læreren må tage patent på skolen. Træde i karakter som en autoritet, der i kraft af sin faglige kompetence skal mødes med respekt af såvel børn som forældre og understøttes deri af en skoleledelse, der forstår, at læreren ikke bare er en ansat, men også en leder. En myndighedsperson med andre ord, udstyret ikke blot med forpligtelsen til at betjene brugerne, men også med et vist mål af udøvende magt i relation til eleverne. En naturlig følge af den grundlovsfæstede undervisningspligt, som dybest set er udtryk for samfundets basale krav til borgerne om at påtage sig det ansvar for eget liv, der følger med retten til et liv i frihed. Store ord, javel. Men lægger man sig ned og siger som en gulvmåtte, skal man ikke blive forbavset, når folk kommer og tørrer fødderne af i én. Professionelle lærere skal ikke sætte deres lys under en skæppe.

Niels Christian Sauer er medlem af DLF's hovedstyrelse


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet