Han indrømmer, at han er født anarkist - og sådan opfører han sig også. Han kan slet ikke lide strukturer, og han siger, han ikke kan trække vejret, hvis der er for meget orden. Men når sandheden skal frem, er Verner Jensen medlem af Socialdemokraterne, sidder i byrådet og var fællestillidsmand for 1.200 kolleger på Stålvalseværket i en årrække. Og det gjorde han så godt, at han er blevet tilkaldt for at hjælpe de 259 kolleger, der er vendt tilbage til værket, med at skabe en ny faglig struktur. Men først og fremmest er han blevet lærer på fuld tid. De seneste fire år, før værket lukkede, gik han på Københavns Dag- og Aftenseminarium fire aftener om ugen. Men når nogen spurgte ham, om han skulle være lærer, lød det konsekvent nej. 'Det var jeg da nødt til. Jeg kunne da ikke sige, at jeg var ved at rende af pladsen', erklærer han. Og da værket lukkede i foråret, var han næsten færdig med sin nye uddannelse. 'Min badmintonmakkers nabo er skoleinspektør, og han havde flere gange opfordret mig til at søge job på 'hans' skole, så en dag, vi sad og drak en øl, råbte jeg til ham over hækken, 'om han ville ansætte en halvgammel stodder, der ikke gider bestille noget''. Det var den jobansøgning, selv om han dog måtte hele den formelle procedure igennem, før ansættelsen var endeligt på plads.

Raske piger og drenge

Han begyndte dog som lærer allerede to dage senere i Kregme Skoles specialklasse, der består af seks elever i gruppen fra 1.-4. klasse. Ingen af dem kan det samme. 'Så jeg fik lært undervisningsdifferentiering lige med det samme', siger han. Eleverne har svært ved ikke at forstyrre kammeraterne. Derfor er deres borde anbragt, så de nærmest vender ryggen til hinanden i det lille klasselokale. Han er godt klar over, at han har en høj stjerne hos børnene, og det luner, når han hører en knægt sige: 'Du er edderrøveme den bedste lærer', smiler han.

Sprogbrugen fra den store industriarbejdsplads hænger ved, og Verner Jensens måde at tackle sagerne på har givet lidt begyndervanskeligheder i forhold til pædagogerne på stedet. 'Men hvis det bliver for fodformet, gider jeg altså ikke være her', nævner han. Så galt regner han nu ikke med, det går. De to arbejdspladskulturer skal bare lige finde sammen. Han indrømmer, at der nok er mere uro i klassen i hans timer end i andres. 'Men jeg har altså svært ved at blive gal på børn'.

Han mener heller ikke, det er nødvendigt, selvom han selv har fået masser af skældud undervejs i livet. 'Men jeg kan ikke huske, at jeg har lært noget af det. Man skruer jo bare ned for høreapparatet', konstaterer han.

De to brokhoveder

Han er ikke i tvivl om, at de mange år som tillidsmand er en god bagage at have med som lærer. Der er meget brugbare erfaringer i at have været tillidsmand. 'For eksempel ved man, at de to værste brokhoveder altid er tilbage. Som tillidsmand tænker man somme tider, at alt ville være godt, hvis et par bestemte personer ikke var på arbejdspladsen. Sådan kan en lærer også tænke om sin klasse. Men sagen er, at hvis de to forsvinder, dukker der bare et par nye op'.

'Brokhovederne er også dem, der gør, at man kan trække vejret. At det hele ikke bliver for nemt. Man skal bare lære at acceptere dem og tackle dem. Det lærte jeg som tillidsmand', siger han.

Dygtige elever

Verner Jensen er stolt af sine elever. 'Jeg synes, de lærer meget. Det er en stor dag for mig, når et barn har lært at læse. Der er jo tale om børn, der ikke har det for nemt', minder han om. Han er også glad for de ekstra muligheder for udflugter, specialskolen har. 'Mange uden for skolesystemet spørger forundret, hvad man kan lære af at ro i robåd, fange en gedde på en halv meter eller køre i gokart. Man lærer at begejstres. Man lærer, at man kan opnå noget, at man kan blive bedre ved at prøve. I en gokart lærer man en masse om teknik, og det er en sejr at starte med at liste sig af sted med to kilometer i timen for efter nogen tid at drøne af sted med fuld hammer, fordi man er blevet bedre til at styre køretøjet. Det er med til at gøre det sjovt at være lærer', siger han.

Rollatortillæg

Han har ikke planlagt en faglig karriere i Danmarks Lærerforening. Men hvis han havde, var der i hvert fald en ting, der skulle laves om: Lønstrukturen. 'Det er, som om rollatortillægget er det højest opnåelige på det område. En lærers topløn burde nås efter tre-fire-fem års anciennitet. Det er de unge lærere, man gerne vil holde på - og når man er over 45 år, som jeg, har man i virkeligheden ikke noget at bruge pengene til. Det har man som ung, nyetableret og med små børn'.

Men det bliver nok ikke lavet om, for overenskomsterne indgås jo i sidste ende af gamle mænd, mener han. 'På værket var løndifferencen på 2.000 kroner. Det er rigeligt. For lærere, der laver det samme, er den jo op til 5.000 kroner på grund af alder', siger han.

Efter skoletid

Verner Jensen har ikke helt sluppet fortiden på værket. Efter skoletid hjælper han som nævnt de gamle kolleger med at få dannet en ny faglig struktur, der kan give den nye ledelse et passende modspil. Han vil lige være sikker på, at russerne forstår den danske virksomhedskultur, før han slipper det helt. Men uanset hvordan det går, har han planer om at fortsætte som lærer. I hvert fald indtil videre.

'Livet er jo præget af tilfældigheder. Jeg havde aldrig ønsket at starte på Stålvalseværket. Jeg skulle læse til ingeniør og gå og loppe den på dagpenge sommeren forinden. Men så sendte a-kassen mig op på værket, så blev min kæreste gravid, og så tog det ene år det andet . . .'.

Han var 44, da han begyndte at læse til lærer, for da kunne han også læse de røde tal på værkets bundlinje. 'Så tænkte jeg, at lærere er der jo altid brug for, og det passede fint, at jeg kunne læse om aftenen'.

Folkeskolen@dlf.org

Verner Jensen er 48 år. Han begyndte på Stålvalseværket midt i halvfjerdserne og blev tillidsmand i 1979. Senere blev han også medlem af aktieselskabsbestyrelsen. Stålvalseværket havde cirka 1.200 medarbejdere, da det gik konkurs i foråret 2002. Meget overraskende blev værket fire måneder senere købt af det russiske selskab, DanSteel A/S, og ansatte 259 personer. Selskabet regner med at ansætte flere efterhånden.