Hel skolefløj gik op i røg

Umuligt at sikre sig mod hærværk og ildspåsættelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En voldsom brand lagde i sidste uge den 500 kvadratmeter store indskolingsfløj på Møllevangskolen i Århus i ruiner.

Viceskoleinspektør Jens Mathiasen blev ringet op midt om natten, da skolen brændte. Han så, hvordan den påsatte ild åd sig igennem klasselokalerne i indskolingen. Det var en voldsom oplevelse.

'Vi har bevidst valgt videoovervågning fra, fordi det trods alt kun er ting, der er på skolen. Det kan godt virke søgt, når vi ser, hvor store skaderne er efter branden. Lige nu har vi travlt med at rydde op, men jeg tror, vores grænse for, hvor meget vi skal sikre os fremover, har rykket sig. Vi tyr nok til videoovervågning', siger Jens Mathiasen.

Gerningsmændene satte ild på østfløjen, efter at de havde begået voldsom hærværk rundt om på skolen. Det kunne videokameraer næppe have forhindret, vurderer fuldmægtig Klaus Filt, der arbejder med sikkerhed i skoleforvaltningen i Århus Kommune.

'Videokameraer får omfanget af indbrud til at falde i den første tid, men så lærer de kriminelle at tage masker på. Men vi kan selvfølgelig ikke vide, om kameraer sikrer imod, at kriminaliteten stiger yderligere', siger Klaus Filt.

Stadig flere tyveriplagede skoler beskytter værdifuldt inventar med røgkanoner, der indhyller lokalet i røg, så ubudne gæster ikke kan se en hånd for sig. I Århus drejer det sig om mindst 15 af de 51 skoler.

Heller ikke den løsning ville kunne have forhindret branden på Møllevangskolen, hvor gerningsmændene behændigt undgik kontoret, biblioteket, edb-lokalet og andre steder, som er under alarm.

'Skolen skulle have haft mindst 20 røgkanoner for at dæmme op for hærværksmændene', siger Klaus Filt, der mener, der er en grænse for, hvor meget en skole skal sikre sig.

'Vi ønsker ikke at gøre skolerne til fæstningsværker med døgnvagt og høje hegn omkring'.

Ilden på Møllevangskolen stoppede først sin fremmarch, da den nåede en brandmur ind til hovedbygningen. Muren har været der hele tiden, men for et års tid siden forlangte brandmyndighederne, at dørene på gangene blev forsynet med en pumpe, som automatisk lukker dørene i, hver gang de har været åbnet.

'Vi var vant til at kunne bevæge os frit rundt på skolen, så vi må nok indrømme, at vi har været irriterede på den strikse brandinspektør. Men nu kan vi godt se fornuften i hans krav', siger Jens Mathiasen.

Tre unge mænd har tilstået, at de satte ild på Møllevangskolen i en rus af hash, svampe og halstabletter. De er varetægtsfængslet i fire uger og skal mentalundersøges.

folkeskolen@dlf.org

Powered by Labrador CMS