Jeg har lært, at der altid er nogen, der har en positiv hensigt med fornyelsen. For hvis det ikke var for at ændre forholdene til noget bedre, set fra forslagsstillernes synsvinkel, så havde de jo ikke stillet forslaget.

Alligevel kan jeg ikke undgå at blive en lille smule træt ved udsigten til endnu en fornyelse af folkeskolen og loven. Jeg synes efterhånden, at hvert eneste år byder på diskussioner og vedtagelser af noget, som - en gang for alle - skal løse de problemer, der måtte være i folkeskolen.

Problemerne er denne gang: 'Danmarks udvikling som videnssamfund og internationalisering af økonomi, kultur og kommunikation stiller os over for nye udfordringer. Den teknologiske udviklings nødvendige kundskaber og færdigheder som grundlag for livslang læring, som børnene skal forberedes bedre til i deres skolegang, fagene skal styrkes, og der skal skabes mere ensartede rammer for skolens arbejde, og man skal bryde med den negative sociale arv' (se eventuelt hele forslaget på http://us.uvm.dk/hoering/lovforslag281102.doc). Alt i alt mange muligheder og trusler, fornyelse må der til. Det synes Christina og hendes lærer i 7.b sikkert også, og for dem bliver videnssamfundet og internationaliseringen blandt andet til ændrede muligheder for holddannelse, flere timer i nogle fag og øget rummelighed. Mit synspunkt er, også i denne seneste fornyelsesproces, at det er først når de overordnede programerklæringer skal omsættes til dagligdag i skolen, at det rigtigt gælder, positive hensigter eller ej. Internationaliseringen er der mange resursestærke personer i Danmark, der tager sig af. Men det interessante er, hvem der tager sig af de ikke-resursestærke børn i skolen, for hvem den sociale arv ikke kun er en bemærkelsesværdig stabil 30-årig statistik, men hverdag? Det er for eksempel et mål at fastholde de 'svage' elever i den normale klasse og undgå specialundervisning. Det er et godt mål, men hvor findes resurserne til det i forslaget til den seneste fornyelse af folkeskoleloven? Lærere og forældre kan og skal have forventninger til, at hver eneste elev kan behandles individuelt. Men det bliver sværere og sværere at se, hvordan det kan lade sig gøre med en dagsorden for skolen, der hele tiden skifter, og en politisk verden, der på både det centrale og det lokale plan har 'nulsum' som maksimal ramme.

For mig er rummelighed først og fremmest en fornemmelse, som skal opleves af den enkelte elev. Og rummelighed koster altså nogle gange, fordi der følger et krav om skærpet opmærksomhed og handling med målsætningen. Det ser jeg gerne realiseret i følgebeslutninger samtidig med vedtagelse af folkeskolelovens fornyelse - og helst inden den næste fornyelse.

Jane Korczak er næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark