Det sagde selveste dronningen nytårsaften i sin tale, og vi var mange, der var ved at tabe champagneglasset af lutter overraskelse. Dronningen ville gengive lyden fra de berømte rådhusklokker i København.

Dong optræder vel især sammen med ding og dang, men kan altså også stå alene. Vi har at gøre med et lydord, et lydefterlignende (onomatopoietisk) ord, ligesom mjav, bang, atjuh, dadagong, vov, dingeling, tsk-tsk. Sidstnævnte betyder 'ak, ja' og er karakteristisk ved, at der suges luft ind mellem tunge og den forreste del af ganen efter t-lukket. For resten tror jeg også, at kuskene i gamle dage brugte tsk-tsk-tsk som signal til hestene, men her er det bagtungen, der danner lukke mod ganen.

Tegneserierne er fulde af lydord: SLARV, BOOINNG, PLONG, RAT, TAT, TUI-TUI, PLUMS, PUFF, VUSJ, VISJ, KRASJ, FLAP-FLAP, HISJ, HUSJ, ZZZZUP, SMASK (alle fra Anders And).

Også H.C. Andersen brugte lydord til at sætte kulør på prosaen: 'Hu! Blodet stiger mig til Hovedet!', 'hans Been er længer end mit! Baf! væk med det!', 'Halehoi! Her kommer jeg!', 'Hum!, hvor det smager!', 'Hussa! hvor smældede lille Claus med sin Pidsk', 'hutch! vare de borte', 'vips var den borte!', 'Vup, er De væk!'

Sammenhørende lydord organiserer sig ofte fonetisk: Det hedder trip-trap-træsko, ikke trap-træsko-trip, det hedder giffen-gaffen-guffen, ikke i omvendt rækkefølge, og det hedder snip-snap-snude. Anders Ands nevøer hedder Rip, Rap og Rup, ikke Rup, Rip og Rap. Om disse navne kan kaldes lydord, kan vel diskuteres, men Andeby-forskningen hælder til den opfattelse, at navnene skyldes de for ænder så karakteristiske lyde. Sådanne vokalrækkefølger kan minde om forholdene ved visse stærke verber, som i navnemåde og nutid har fortungevokal, i datid a og i førnutid u: finde-fandt-fundet, vinde-vandt-vundet, synge-sang-sunget og så videre. Og ikke så få er gået over til u og siger strukket i stedet for strakt. 'Vi synes, vi har strukket os langt i denne sag'. Til dette kan jeg kun sige: dong-dong-dong!

Professor Higgins