Debat

Kære Sauer og socialdemokrater. Vi bestemmer selv!

Socialdemokrater kan kræve lige hvad de vil, men det er altså kun os lærere, lærernes faglige organisation, der bestemmer om der skal hæves et hvidt flag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var en besynderlig oplevelse, dengang flertallet af de delegerede (også blandt de københavnske kongresdelegerede) begejstret klappede og rejste sig, da den nytiltrådte undervisningsminister holdt tale til DLFs kongres i oktober 2019. Nuvel, ministeren holdt faktisk en god tale, som fortjente et bifald. Men stående bifald kunne godt vente til hun faktisk havde udrettet noget. Det var vi i hvert fald 2 københavnske kongresdelegerede, min sidemakker og jeg, der mente, hvorfor vi blev siddende mens folk omkring os rejste sig.

Her næsten et halvt år efter oktober-kongressen er der vist mange, der har fået et andet syn på vores undervisningsminister og hendes parti. At dømme efter indlæg på www.folkeskolen.dk og diskussioner på de sociale medier får man indtryk af, at socialdemokraterne, hvor vores undervisningsminister er fra, nu er gået hen og blevet hovedfjenden.

Come on, fra stående bifald til hovedfjende på kun et halvt år. Nogle trænger vist lige til at lade blodtrykket falde en smule.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Den velargumenterede og ivrige debattør, Niels Christian Sauer, skriver bl.a. i www.folkeskolen.dk, at socialdemokraterne kræver lærernes kapitulation. Kære Sauer, og andre: socialdemokrater og alle andre partier kan kræve lige hvad de vil, men det er altså kun os lærere, lærernes faglige organisation, der bestemmer om der skal hæves et hvidt flag. Det er desuden også kun os lærere, der bestemmer, hvornår vi skal i krig. Undtagelsen var 2013, hvor vi blev tvunget i kamp. Det gjorde vi faktisk ret godt – så godt, så alle magtpartier vil være varsomme med at tage endnu en omgang mod os!

Vi er nemlig ikke ofre, men herre over situationen!  Vi besidder den nødvendige styrke, men vi bestemmer selv, hvornår den skal bruges.

Sauer, og flere andre, bør tænke over om de verbale tæsk, der konstant sendes mod socialdemokraterne gavner vores forhandlingsposition på alle niveauer. Hvad opnås, udover at stive sig selv af, ved hele tiden at ”slå” på socialdemokratiet? Gør vi det nemmere eller sværere for os selv i forhandlingslokalet?

Om få dage skal Bondo og co i gang med arbejdstidsforhandlingerne, så vi lærere forhåbentligt igen kan få overenskomstaftalte rammer for vores arbejde. Det bliver svære forhandlinger og jeg er ikke sikker på, at kommissionens anbefalinger har gjort det nemmere. Men det er bl.a. socialdemokrater, vi skal finde løsninger sammen med. Hvis det, mod forventning, ikke lykkes at få forhandlet tilfredsstillende aftalte vilkår for vores arbejde her i foråret, så skal vi selvfølgelig være klar til at bruge fællesskabets styrke i forbindelse med OK21. Det gør vi, om socialdemokraterne, eller andre, er med os eller mod os – vi bestemmer det nemlig selv!

Powered by Labrador CMS