I år er det 200 år siden, at H. C. Ørsted opdagede elektromagnetismen.

Du kan nu indstille en kollega til H.C. Ørsted-medalje

Har du en engageret og dygtig naturfagskollega, der fortjener et rejselegat? Frem til 29. marts er det muligt at indstille en lærer til H.C. Ørsteds bronzemedalje i anledning af, at det i år er 200 år siden, den verdensberømte fysiker opdagede elektromagnetismen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En lærer, der kan pirre elevernes nysgerrighed for naturvidenskab, på ekstraordinær vis kan løfte deres faglige niveau, leverer varieret og inspirerende undervisning og måske giver eleverne interesse for at studere naturvidenskabelige og tekniske fag.

Sådan en lærer kan man indstille til medalje, fortæller Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) og Danmarks Fysik- og Kemilærerforening.

Det er Selskabet for Naturlærens Udbredelse, der uddeler medaljerne, og det er ingeniørvirksomheden Haldor Topsøe, der sponsorerer.

Sammen med medaljen får læreren 25.000 kroner i rejselegat og 25.000 kroner til et naturfagligt projekt på skolen. Der er to bronzemedaljer til uddeling.

H.C. Ørsted-medaljen til fysiklærer Jeannette Overgaard

Sidste år blev den første bronzemedalje uddelt til en folkeskolelærer, nemlig til Jeannette Overgaard Tejlmann Madsen fra Asgårdskole i Køge. Her var det hendes 9. klasses elever, der havde indstillet hende til pris og medalje.

I kriterierne står, at lærerens undervisning meget gerne må være synlig lokalt eller regionalt og egne sig som "good practice" til almen udbredelse i undervisningen.

Læs mere om kriterierne på SNU's hjemmeside www.naturvidenskab.net