Lærermangel, lærere med kortere uddannelse end andre lærere, lave lønninger og manglende anerkendelse fra samfundet. Det lyder som den danske skoledebat, men det er også virkeligheden for lærerne i Tanzania. Her er alting bare mere ekstremt. I Tanzania er der mange børn, som er nødt til at arbejde. De kommer aldrig i skole og har derfor svært ved at komme ud af fattigdommen. Det forsøger regeringen nu at tage hånd om med skolereformen 'Education for all'. Reformen betyder, at det fra januar sidste år blev gratis og obligatorisk at gå i grundskolen i syv år. Derfor skal alle syv-årige begynde i 1. klasse. Det betyder, at der over en treårig periode kommer flere end 1,5 millioner børn ekstra ind i Tanzanias skoler. Det er der hverken lærere, klasseværelser eller undervisningsmidler til. Selvom der ifølge loven højst må være 45 elever per klasse, er klasser med 100 elever helt normalt. Enkelte skoler har klasser med omkring 300 elever. De klemmer sig sammen i klasseværelserne eller tager den lokale kirke i brug, fordi det er det eneste rum, der er stort nok til at rumme så mange elever.

Staten forsøger at afhjælpe lærermanglen ved at skære i læreruddannelsen. Den varede tidligere to år, men er nu nede på et år. Helen Mhando er 'regional education officer' i Arusha-regionen i det nordlige Tanzania. Det vil sige, at hun er regionens øverste skolemyndighed. Hun anser ikke den kortere uddannelse som et stort problem.

'Det er jo bedre med lærere med en kort uddannelse end slet ingen lærere. Det har ikke stor negativ betydning. De nye lærere er under oplæring det første år, og det er erfarne folk, der lærer dem op', siger hun. Det er Tanzanias lærerforening uenig i.

'Education for all er godt. Uddannelse er den rigtige vej ud af fattigdom, men regeringen glemmer kvaliteten. Det er vigtigt med en kvalificeret undervisning, og derfor skal uddannelsen ikke kun vare et år. Nu er der bare mange elever i skolerne, som får en dårlig undervisning', siger Margaret Sita, der er formand for Tanzanias lærerforening. Hun peger også på, at de uddannede lærere ikke får efteruddannelse. Men det er langtfra det eneste problem. Det sidste år er der blevet bygget cirka 14.000 nye klasseværelser, men ifølge lærerforeningen er det mindre end en tredjedel af, hvad der er brug for. Samtidig er der i mange landsbyer ikke ordentlige huse, som lærerne kan købe eller leje sig ind i til privat brug.

Staten bestemmer

Indtil for tre år siden var det staten, der suverænt bestemte, hvor lærerne skulle arbejde. Når de var færdige med uddannelsen, blev de placeret på en skole et sted i Tanzania. Da Tanzania er omkring 22 gange større end Danmark, kunne det være meget langt væk fra familien.

Nu har de større valgfrihed. Det betyder ikke, at de frit kan vælge, hvilken skole de vil arbejde på, men hvilken af landets 20 regioner de vil arbejde i. Og en region er ofte på størrelse med Danmark. Når læreren har fået jobbet, bliver hun placeret på en af skolerne. Systemet med større valgfrihed har givet problemer i nogle regioner.

'Skoledistrikterne langt ude på landet har virkelig svært ved at få lærere. Nogle lærere føler nærmest, at det er en afstraffelse at undervise der. De benytter enhver undskyldning for at komme væk fra landområderne. Og det er jo sådan set forståeligt. De eneste boliger, de får stillet til rådighed, er lerklinede masaihytter', fortæller Helen Mhando. En lovlig undskyldning for at komme væk fra landsbyskolerne er, hvis lærerindens mand får et job i en anden by. Sker det, flytter de kvindelige lærere normalt med manden og får et job i den samme by. Det betyder, at kønsfordelingen er skæv. På landet er der flest mandlige lærere, mens det i byerne næsten kun er kvinder, der underviser.

Lav løn demoraliserer lærerne

Lærerformanden Margaret Sita mener, at løsningen på lærermanglen er at gøre det mere attraktivt at være lærer.

'Det største problem for lærerne er, at lønnen er lav og leveomkostningerne høje. Som det er nu, bliver de nødt til at tjene ekstra penge. Nogle har en lille forretning, mens andre underviser andre steder i deres fritid. Det betyder, at de ikke har tid til at forberede sig. I det hele taget demoraliserer det lærerne, at de hele tiden skal tænke på at skaffe penge', siger hun. Helen Mhando er enig. Men efter hendes mening skal de almindelige borgere i samfundet også skifte holdning til lærerne.

'Hvis noget går galt, hjælper omverdenen ikke. De siger, det er lærerens skyld. Måske kan det også være forældrenes skyld, hvis børnene ikke lærer noget. Mange forældre giver ikke deres børn tid til at læse lektier, fordi børnene skal arbejde. Og bagefter brokker de sig til lærerne, fordi børnene ikke har lært så meget. Den indstilling skal ændres', siger hun.

Lærerne skal også ændre sig.

'De skal lære at være mere kreative. De skal få det bedste ud af de midler, de har til rådighed. Lærerne skal ikke bare arbejde for at få deres løn. Det er et kald at være lærer', siger Helen Mhando.

kamp