Over 100 ivrige hænder ryger i vejret, et splitsekund efter at lærer Sali Maomaris har spurgt klassen om, hvilke kropsdele et menneske har. Hun tøver et par sekunder, inden hun peger på en af drengene, der sidder på gulvet. Drengen rejser sig og siger 'hænder og fødder'. Han er en blandt 277 elever i 2.b på Mbagala Primary School i udkanten af Dar Es Salam i Tanzania. Eleverne sidder i et gråt rum, som er på størrelse med et dansk gennemsnitsklasseværelse. De fleste sidder på cementgulvet, mens et fåtal har fået plads på de 12 skolebænke bagest i klasseværelset. Skolerne i Tanzania har det seneste års tid oplevet en eksplosion i antallet af elever. En af årsagerne er, at det nu er blevet obligatorisk og gratis for alle syvårige at gå i skole. Men skolerne har svært ved at følge med. Der er hverken lærere, undervisningsmidler eller klasseværelser nok. Mbagala Primary School er med sine 2.836 elever, 13 klasseværelser og 55 lærere en af landets hårdest ramte skoler. 'Vi har i gennemsnit 219 elever per klasse og en bog per ti elever. Vi gør vores bedste, men samtidig med at skolegangen er blevet obligatorisk, er der befolkningseksplosion her i området. Folk kommer både fra landet og inde fra centrum her til området. Jeg tror, der vil komme mange flere', fortæller skolens leder Zakayo W. Mlenduka. Han er enig i regeringens politik om, at alle skal gå i skole, men skolerne fik ikke tid eller penge til at forberede sig på det store rykind. Det er forældrene og andre fra lokalsamfundet, der giver materialer, penge og arbejdskraft til at bygge klasseværelser. Når byggeriet er færdigt, bliver driften overdraget til staten. Men der er langtfra bygget nok.

'Vi har fået bygget to klasseværelser, men vi mangler stadig omkring 50. Problemet er bare, at der ud over penge også mangler plads. Skolen ligger jo i et boligområde, og husene ligger for tæt på, til at vi kan udvide', fortæller skolelederen.

Skolelederen må slå

I klasseværelset har Sali Maomaris skrevet forskellige kropsdele op på tavlen. Eleverne sidder stille. Der bliver ikke snakket i krogene, og eleverne venter med at svare, til de bliver spurgt. Da læreren spørger, hvad de forskellige kropsdele bruges til, flyver hænderne igen i vejret. En pige rejser sig pænt op, da læreren peger på hende.

'Man bruger hænderne til at vaske med', svarer pigen. Hun er ligesom de andre piger klædt i hvid, kortærmet skjorte og blå nederdel. Drengene har blå bukser på.

Der er flere grunde til, at eleverne er så disciplinerede. 'Vi giver dem så meget arbejde, at de ikke har tid til at pjatte, men hvis de alligevel laver ballade, bruger vi også korporlig afstraffelse', fortæller skolelederen. Lærerne må ikke slå eleverne, men det må skolelederen. Han skal dog først udfylde nogle formularer, inden han kan få lov til at slå pigerne på hænderne eller drengene bagi. 'Det sker to-tre gange om året', fortæller han.

Får ikke alle med

Alligevel har lærerne svært ved at nå alle elever. 'Vi gentager meget. Det er nødvendigt for at forsøge at få alle med, men vi ved, at vi ikke når dem alle sammen. Det er umuligt. På grund af de mange elever er vi også nødt til at prioritere nogle den ene dag, mens vi giver andre mere hjælp en anden dag', fortæller skolelederen. Lærerne på Mbagala prøver også at få elevernes opmærksomhed ved at bruge billeder i undervisningen, synge sange, lave rollespil og gruppearbejde. Hvis det ikke virker, og læreren fornemmer, at størstedelen af en klasse ikke forstår et bestemt emne, bliver læreren nogle gange byttet ud med en anden af skolens lærere, der så forsøger at forklare det. Derefter får klassen sin normale lærer igen. I klasseværelset er tavlen fyldt med navne på kropsdele. Timen er ved at være slut, og den afsluttes med sang. 'Vi kan ikke lide pomfritter eller kartofler. Vi kan kun lide uddannelse', lyder det højt og på swahili fra de 277 sammenklemte børn på det grå stengulv.

mikkel.kamp@dlf.org