Det er bare ikke godt nok. Og det er vi nogle lærere, som vil gøre opmærksomt på, gennnem en NEJ-kampagne, hvis hovedbudskab er at en aftale i vores optik er klare regler, tal og tekst, som man kan slå op i, ved uenighed, og finde en afgørelse på, ikke en fortolkning. De signaler der er kommet fra KL (ikke at ville give noget tilbage) og dlf (ikke at stille med krav, men med temaer) får en kølig modtagelse herfra. Vi stemmer nej til ledelsesrum, elastik, synsninger og vurderinger. Og det vil vi gøre opmærksom på. 

Hvorfor dukker du ikke op i din lokale kreds til medlemsmøder og agiterer for dit synspunkt?

Det er et godt spørgsmål, og det vil vi også gøre, men jeg oplever intern kritik i min forening bliver mødt med et lidt overbærende skuldertræk, af den lokale kredsledelse, eller afvist med ord som “hvis vi troede det nyttede at gå den vej, så gik vi den, men det der kommer til at ske, er…” og så en masse gætterier på fortrædeligheder fra en konflikt. 

Fremherskende blandt argumenterne, som min kreds lukker ned for konfliktsnakken er:

• Vores modpart er for stærk. De laver bare et nyt indgreb med en ny L409, måske endnu værre.
• Det er ved forhandlingsbordet vi kan skabe resultaterne.
• Vi tror på det denne gang.
• Vi har ikke lyst til at tage hele folkeskolen som gidsler.
• Vi risikerer at folk ikke længere vil sympatisere med os - og vælger folkeskolen fra.

Alle argumenterne er gode. Og rummer alle en grad af sandhed eller sandsynlighed, men de er også forsøg på at kigge ind i en fremtid ingen af os kender. Ved medlemsmøder oplever jeg det som at dagsordenen bliver drejet fra det jeg siger (STEM NEJ - søg konflikten) uden at jeg har en fornemmelse af, at synspunkterne bliver taget med videre. Tilbage sidder jeg bare med ubesvarede spørgsmål til deres argumenter.

• Hvis modparten er så stærk, at de ikke vil blive ramt af en konflikt, hvorfor skulle de så overhovedet give os noget som helst? Især hvis de ved vi ikke tør bruge konfliktvåbenet.
• Måske skal resultaterne komme gennem forhandlinger, men de seneste 10 år har ikke givet nogle brugbare resultater, og der er intet i de udmeldinger der kommer fra modparten, som tyder på at vi kan få noget der batter. Værst med kommissionens anbefaling til ikke at kigge på et loft over undervisningen fordi der ikke er vilje hos KL til at indgå aftaler der.
• Måske er der nogle tilbage som tror på at en forhandling med en stejl, stærk modstander vil kaste noget af sig, men hvorfor egentlig? I 2015 blev der forhandlet og snakket. Det gav ikke noget der duede. I 2018 blev der snakket og talt om tillid, men det gav ingen aftale der kan bruges. I 2020 har to års rundbordssamtaler mundet ud i… som jeg ser det, ingenting? Har dialogens og tillidens vej givet os andet end pæne ord med på vejen?
• Forhandlinger mellem KL, som har vist de er parate til at gå i konflikt, leve højt på urimelige lovindgreb og et dlf, som melder ud at de ikke er villige til konflikt af hensyn til børnene og forældrene, må virke nærmest overståede førend de startede, set fra modpartens side.
• Vi kan risikere at miste befolkningens opbakning, ja. Det risikerer vi jo altid. Men spørgsmålet er, hvad vi skal bruge befolkningens mulige opbakning til, hvis den altid skal gemmes i ‘krudtkammeret’? Som det foregår nu, hvor KL dikterer, regeringen regerer og dlf accepterer, der drænes folkeskolen blot langsomt for opbakning. Måske vil en kamplysten medarbejderskare sparke liv i fortællingen om mennesker der brænder for noget?

Hvordan kommer vi så videre herfra?

Det er lykkedes for mig, at finde andre, der ligesom mig føler, at diskussionen ikke kan rummes i en enkelt faglig klub på en skole, eller på et kredsmøde lokalt. Så vi er gået sammen om en facebookside, hvor vi håber at kunne få debatten på tværs af landet, så lærere der støtter klare krav kan kvalificere deres argumenter og samle deres stemmer og give dem vægt.  

Vi vurderer, at vi mobiliserer de skeptiske, utilfredse og pessimistiske bedre gennem digitale debatter, på facebook, i medierne og på folkeskolen. Vi er spredt over hele landet, og dermed giver det ikke mening at bringe synspunktet med sin kredsrepræsentant (som BTW er skolet gennem dlf til at være fredssøgende) og så håbe på at kravet om konkrete tal og værn bringes loyalt videre gennem systemet til forhandlerne. 

Vi vil sondere terrænet og samle NEJ-sigerne for at gøre forhandlerne klar over, at det ikke er en enlig sur lærer, som ønsker krav fremsat ved forhandlingerne, og som stemmer NEJ til uklare tekster. 

Vi søger ikke konflikten for konfliktens skyld, og håbet er stadigvæk, at med en solid opbakning til at stemme NEJ til temahæfter og hensigtserklæringer, så vil vores forhandlere fra dlf viderebringe de krav der findes, og ende med en aftale, som er så god, at vi kan se os i den. Målet er en aftale gennem krav! Omvendt er vi kloge af skade fra 13, 15 og 18, og dermed klar over, at det ikke nytter at tage stilling på valgdagen, når aftalen ligger der. Der skal forberedes i god tid, hvis man som stemmeafgiver skal have råd, mod og mening til at sige NEJ. Det arbejde skal startes og nu gør  vi det.

Søg os på sociale medier, støt op om sagen - arbejdslivet er langt, lad os sammen gøre det godt!

https://www.facebook.com/OK21-L%C3%A6rere-stem-NEJ-til-uklare-aftaler-103252221261173/?modal=admin_todo_tour