Når visse talsmænd og -kvinder for skoleverdenen fremstiller fjendebillede af folkeskolen, er det ikke den robuste arbejdsplads for børn og lærere, der beskrives, men det er skæbnefortællingen om skrøbelighedens skole, hvor lunefulde, onde, skæbnesvangre politiske indgreb, foretaget af mennesker med skumle karaktertræk, ødelægger det realiserede spejlbillede af verdens bedste skole, intet mindre. Sådanne skoleordførere for børn og kultur, administrativt beskæftiget, men aldrig del af livet sammen med børn i et klasseværelse, opfatter skolen som et spinkelt korthus. Det gør de, fordi de så kan undgå at indgå i et konstruktivt samspil, da korthusets konstruktion ikke tåler ændringer uden at ramle totalt sammen. Alt eller intet-holdningen er bevidst valgt, og resultatet er et destruktivt samspil, hvor man venter på, at den politiske vind vender. Det radikale korthus får nærmest mytologisk betydning. Troen sikrer ophold i et jeg-hus, der bare ved, at det vigtigste er socialiseringen i skolen. Over for en sådan ufejlbarlig konstatering stiller nu modstanderen op med meldingen om, at det er fagligheden, der tæller. Fantastisk, at offentligheden eller læserne af Folkeskolens debatspalter ikke forlanger af politikere eller politisk agerende embedsmænd, at nu må det være slut med at sidde i sit jeg-hus og pege på definitive løsninger. Det engagerede menneske må udfolde sig på forskellige niveauer og også kunne rumme standpunkter, der i den øjeblikkelige politiske kamp ser uforenelige ud, men som er med til at virkeliggøre en bedre demokratisk samtale. Venter vi på, at vinden vender, udelukker vi også den dialektiske indstilling, der forbedrer samtalen om skolen. Kun partipolitisk indstillede skolefolk kan lide den definitive løsningsmodel.

Torben Thomsen

Aars

Forkortet af redaktione