Debat

Arbejdsmiljøet

- og elevernes undervisningsmiljø på dagsordenen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da Folketinget i 2001 vedtog loven om elevers og studerendes undervisningsmiljø, var det hensigten at sætte elevernes arbejdsmiljø på dagsordenen.

Danmarks Lærerforening har i et samarbejde med elevorganisationerne, forældreorganisationen Skole og Samfund med flere deltaget i hele lovens tilblivelsesproces. Det synes vi, der er kommet noget rigtig godt ud af. Eleverne skal fremover deltage med to repræsentanter i skolens sikkerhedsgruppe, eleverne skal udarbejde en undervisningsmiljøvurdering svarende til arbejdspladsvurderingen for skolens ansatte, og der er som følge af loven oprettet Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) beliggende i Randers.

Udtrykket undervisningsmiljø omfatter både de fysiske forhold på skolen, det psykiske miljø og det æstetiske miljø. Eleverne skal med andre ord både beskæftige sig med toiletforhold, rengøringsforhold, mobning og medvirke til at gøre skolen inspirerende at gå i. Der er rigeligt at tage fat på.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Al begyndelse er svær, og undervisningsmiljøloven er ingen undtagelse. Der er særligt to områder, hvor det kan blive vanskeligt at få loven gjort til en stor succes.

Den første forhindring består i, at der ikke i forbindelse med lovens vedtagelse er afsat penge til at uddanne de elevrepræsentanter, der skal deltage i skolens sikkerhedsarbejde. Der udbydes et todages- kursus for undervisningsmiljørepræsentanterne, men det er frivilligt, om den enkelte kommune vil sende sine repræsentanter på kursus. Man kan frygte, at den stramme økonomi i mange kommuner vil medføre, at uddannelse af elevernes repræsentanter ikke prioriteres i det kommunale budget.

Og netop den stramme økonomi i kommunerne er medvirkende årsag til, at den anden forhindring for lovens succes kan opstå, for hvad mon der bliver af motivationen, når eleverne med møje og besvær har udarbejdet undervisningsmiljøvurderingen på deres skole, og det så efterfølgende viser sig, at viljen ikke er til stede til at foretage nogle af de forbedringer, der foreslås af eleverne.

Nu er banen kridtet op, lovgivningen er på plads, DCUM er indviet, elevorganisationerne har til alle skoler udsendt en rigtig god grundbog og et kampagnemateriale.

Bestræbelserne for at skabe et godt undervisningsmiljø er uløseligt knyttet sammen med et godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø for de ansatte.

Fra Danmarks Lærerforenings side siger vi velkommen til eleverne til et konstruktivt samarbejde om et godt undervisningsmiljø på landets skoler - til gavn for både elever, lærere og ledere.

Det vil betyde, at vi også selv som ansatte skal prioritere arbejdsmiljøet, stille nogle forventninger og respektere sikkerhedsarbejdet og dermed arbejdet for et godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø.

Godt nytår.

Astrid Schjødt Pedersen er formand for DLF's organisationsudvalg