Den demokratiske dannelse har en central plads i de nordiske læreplaner. John Deweys tekster om ledelse og demokrati er meget relevante i denne sammenhæng. I 'Democracy and Administration' fremhæver Dewey, at demokratiet må leves, og det forudsætter, at de relationer, man ønsker at udvikle hos eleverne, også må præge det voksne fællesskab. Sagt med andre ord: For at realisere en målsætning om læring til demokrati, må arbejdspladsen være præget af demokratisk praksis, og her har den formelle skoleleder et stort ansvar som den, der angiver tonen og skaber gode rammer. Demokratisk ledelse handler om samarbejde, og ledernes succes afhænger af kvaliteten af det samarbejde, de er i stand til at få etableret indadtil i ledelsen og i forhold til medarbejdere og elever og udadtil i forhold til forældre og de overordnede på det kommunale niveau. Enighed om valget af strategi må skabes på en legitim måde. Set i lyset heraf bliver den kollektive refleksion over egen praksis et vigtigt stikord i forhold til at kunne lede læringsarbejdet på en bevidst og målrettet måde.

I et kvalitativt studium af nogle skoleledere i Georgia er der forsket i, hvad det vil sige at udøve demokratisk ledelse relateret til skolens læringsarbejde. Forskernes udgangspunkt var en kritik af, hvordan en række skoleledelsesstudier, som skulle give vejledning til handling, i realiteten handlede om, hvordan lederne kunne bruge kulturen til at kontrollere lærerne og få dem til at godtage lederens vision og agenda. Forskerne ønskede at undersøge, hvordan en orientering præget af 'magt sammen med' i stedet for en orientering præget af 'magt over' fungerer i praksis.

Beretningerne fra disse skoleledere viste, at demokratisk ledelse kan gribes an på forskellig vis, men et fællestræk var, at de var optagede af at stimulere lærerne til at tage del i centrale beslutninger vedrørende skolens indhold og drift. At de havde en stærk orientering hen imod at udvikle undervisning og læringsmiljøet, og at de kontinuerligt stillede spørgsmål om, hvordan man bedst kunne skabe gode læringsvilkår for børn og unge. Det indbefattede en hverdagspraksis, som var præget af tillid til lærerne, en evne til at lytte og kommunikere åbent og en stærk forpligtelse til at myndiggøre lærerne og dele magt med personalet. Rektorerne understregede samtidig, at støtten fra det overordnede niveau var afgørende i bestræbelserne på at udvikle en demokratisk skole, men at de ofte løb ind i problemer, fordi de blev pålagt mere administrative og økonomiske prioriteringer.

Konklusionen må være, at alle parter i skolesamfundet må have et ønske om at realisere demokratisk dannelse som mål. Men, som James Beane og Michael Apple understreger i bogen 'Democratic Schools: Lessons from the Chalk Face': 'Det forudsætter, at visse betingelser er til stede på arbejdspladsen. Ideer må kunne strømme frit, hvad enten de er populære eller ej, og der skal være en tro på den enkeltes og kollektivets evne til problemløsning. Man må desuden skabe mulighed for refleksion og analyse for at kunne vurdere ideer, problemer og mål. Man må føle omsorg for fællesskabet og for hinandens ve og vel, og man må værne om enkeltindividers og minoritetsgruppers værdighed og rettigheder. Når sådanne betingelser er til stede, vil demokratiet kunne udleves i hverdagen'.

Paradokset er, at New Public Management, som ser top-down-ledelse, markedsorientering og konkurrence som løsningen på problemerne i skolen, nu synes at være den dominerende diskurs blandt dem, som sidder med magten til at tage beslutninger inden for skoleområdet. Meget tyder dermed på, at den demokratiske dannelse, som er en central værdi i vore læreplaner, vil modvirkes af andre målsætninger og andre prioriteringer her i begyndelsen af det nye årtusinde.

Jorunn Møller er dr.polit. og førsteamanuensis ved Institut for lærerutdanning og skoleutvikling ved Oslo Universitet, hvor hun forsker i skoleledelse. Hendes e-mail adresse: jorunn.moller@ils.uio.no